Pia Rasmussen er et opdigtet navn. Medlemmets rigtige identitet er redaktionen bekendt. Foto: Lisbeth Holten
En medarbejder fik efter aftale med ejeren ikke udbetalt sit akkordoverskud. Det stod i stedet for på en ”konto”. Når han så købte varer til privatbrug, blev det faktureret virksomheden - og trukket fra hans ”opsparingskonto”. Dermed undgik han både at betale skat og moms.
Der endte med at ryge en kvart million ind på den konto. Til en anden medarbejder blev der hævet 36.000 kroner i kontanter - uden om skattefar. I stedet blev der bogført indkøb af en maskine til, ja, 36.000 kroner.
På kontoret sad Pia Rasmussen og blev bedt om at bogføre maskiner, der aldrig havde eksisteret og føre regnskab med ”opsparingskontoen” uden om det officielle system.
- Jeg har en stærk retfærdighedssans, og jeg vil simpelthen ikke hverken se eller høre på noget ulovligt.
Hun kontaktede HK, som rådgav hende til at notere ”bogført under protest” på de tvivlsomme bilag - og så lade det være op til revisoren at gennemskue, hvad der var los - og reagere på det.
Det gjorde revisoren også, da de gennemgik regnskabet næste gang.
”Det er jo bedrageri, det der,” sagde han. ”Ja”, sagde hun. Revisoren ville tage det op med chefen, men der skete ikke noget. Om han overhovedet havde nævnt det for chefen, vidste hun ikke.
- Men jeg kunne ikke holde det ud, og jeg fik ikke lukket et øje i den periode. Det kørte rundt i hovedet på mig. Jeg havde overvejelser om at gå til myndighederne med det, men jeg gjorde det ikke. Jeg tror også, at det handlede om, at jeg ikke ville sætte revisoren, som jeg havde et fint forhold til, i et dårligt lys, siger Pia Rasmussen.
- Men jeg var jo også overordnet glad for mit job og havde ikke lyst til at miste det. Jeg havde nået en alder, hvor det ikke er så nemt at finde et nyt arbejde.
Læs også: Hver 6. har oplevet ulovlige eller kritisable forhold på arbejdspladsen
Men hun pressede på over for revisoren. Han skulle forstå, at hun mente det mere end alvorligt, og at hvis han ikke gjorde noget, så ville hun tage affære selv. Det hjalp. Kort efter var chefen åbenlyst sur på hende, men sagde ikke noget. Pia Rasmussen opsøgte ham selv til en snak for at få det ud af verden.
- Han sagde, at jeg havde stukket ham. Jeg holdt omvendt fast i, at jeg bare havde svaret på revisorens spørgsmål til regnskaberne, og at jeg nægtede at lyve om det. Jeg havde været der i over tyve år, og han havde intet at udsætte på mit arbejde.
Selv om stemningen forblev dårlig, nægtede hun at sige op. Den sejr skulle de ikke have. Men i sidste ende - efter 22 års ansættelse - blev hun simpelthen nødt til at gå hjem med en sygemelding. Og vendte aldrig tilbage.
- I dag har jeg fortrudt, at jeg ikke gik til myndighederne. Det lyder måske ikke så pænt at sige, men jeg kan mærke, at jeg gerne ville have hævnet mig på ham, fordi han havde trukket mig med ind i det her. Det var så groft, og det var psykisk tortur for mig.
I dag er Pia Rasmussen ansat i en anden virksomhed, som hun blev headhuntet til. Men inden hun sagde ja, havde hun - foruden at hun ikke ville arbejde fuldtids - ét krav: Hun ville aldrig nogensinde se sort arbejde og lignende igen.
Det lovede de hende.
Hvad gør du, hvis du oplever ulovligheder på arbejdspladsen?