Målet var at få 500 administrationsbachelorer igennem årligt, da uddannelsen startede for ti år siden.

Det mål er nået nu – og lidt mere til.

Så ingen tvivl om, at politikerne i HK Kommunal så rigtigt, da de vurderede, at der manglede et lag mellem den traditionelle kontoruddannelse og så akademikerne.

Indtil nu har 313 medlemmer af HK Kommunal afsluttet administrationsbachelor-uddannelsen.

Af dem er 224 i job, 51 er ledige og 38 er gået i gang med en anden uddannelse.

- Jeg synes administrationsbachelorerne har gjort sig positiv bemærket, og de tilbagemeldinger, vi får fra praktikstederne er meget positive, lyder det fra Mads Samsing, næstformand i HK Kommunal.

Men der er udfordringer. 

Arbejdsgivernes kendskab til uddannelsen er stadig begrænset og flere færdiguddannede giver udtryk for, det er svært at få job.

Blandt andet derfor har HK Kommunal søsat ”Projekt fodfæste”, der skal skabe større opmærksomhed og kendskab til uddannelsen og hvilke kompetencer, det giver administrationsbachelorer.