Hver tredje virksomhed bruger jobcentre, når de finder nye folk, og et stort flertal på 60 procent af virksomhederne er glade for samarbejdet. Det skriver erhvervsmediet DIBusiness.dk.

At mere end 30 procent af virksomhederne rekrutterer gennem jobcentrene er ifølge underdirektør i Dansk Industri, Steen Nielsen, et højt tal.

- Det er temmelig meget, når man tager i betragtning, at jobcentrenes rolle kun er at hjælpe til, når jobbene og ansøgerne ikke selv kan finde hinanden. Det er et tegn på, at samarbejdet mellem virksomheder og jobcentre i mange tilfælde fungerer rigtig godt, siger underdirektøren.

En af de virksomheder, der nyder godt af samarbejdet med jobcentrene, er vaskerivirksomheden DFD.

- Vi har vaskerier over hele landet, og vi oplever generelt at samarbejdet med jobcentrene fungerer godt. Vi har fået mange af vores medarbejdere i produktionen derfra, siger udviklingschef i DFD, Pernille Kiær til DIBusiness.dk.

Markant forbedret service

Møbelproducenten Kvist Industries i Sydvestjylland er en anden af de virksomheder, der rekrutterer fra jobcentret. Og jobcentrets service er ifølge administrerende direktør, Jens Bach Mortensen, forbedret markant i de seneste fem år.

- For fem år siden ville vi ikke drømme om at bruge jobcentret. Sagsbehandlingen var alt for langsommelig, og kvaliteten af de kandidater, vi fik ud, var simpelthen for dårlig, siger Jens Bach Mortensen.

Proaktivt jobcenter

Han peger på, at det blev ændret, da Kvist Industries gennem det lokale virksomhedspanel gjorde opmærksom på problemerne. Det medvirkede til, at jobcentret blev omorganiseret og i dag arbejder langt mere proaktivt i forhold til virksomhederne i området.

- I dag har vi en aftale med jobcentret om, at de bare skal henvende sig, når de står med en kandidat, som de mener matcher vores arbejdsopgaver og værdier – også selv om vedkommende måske er kommet lidt skævt afsted med tingene på en eller anden måde. Det har vi gode erfaringer med, og vi har indtil videre kunnet fastansætte to ud af tre kandidater, fortæller Jens Bach Mortensen til DIBusiness.dk.

En undersøgelse, videns- og netværkshuset Cabi fik gennemført i 2017, viste tilsvarende, at det store flertal af danske virksomheder anerkender jobcentrenes indsats med at få udsatte ledige i arbejde.

Artiklen er opdateret 23. januar 2019

BRUG KARRIERETELEFONEN – DEN ER OGSÅ FOR DIG

Vi har et helt hold af karriererådgivere, der sidder klar til at tale med dig – uanset om du ved, hvad du vil eller er lidt i tvivl om, hvor du skal hen i dit arbejdsliv. De lytter til dig og hjælper dig med at komme godt videre. De rådgiver dig om dine muligheder og alt det, du kan gøre for at udvikle dig, blive dygtigere og få styr på dine mål og ambitioner.