Af
Mads Samsing, næstformand HK Kommunal
Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i tænketanken Justitia
Søren Skaarup, chefkonsulent og Ph.d.
Peter Raben, næstformand HK Stat

Den digitale omstilling af den offentlige sektor har været i gang i flere år. Debatten har i høj grad handlet om alt det gode, digitaliseringen gør for borgere og virksomheder, der kan ordne tingene hjemmefra, når det passer dem. De færreste er derimod opmærksomme på, at jublen over de tilsyneladende uanede muligheder også kan bringe retssikkerheden i fare.

I bestræbelserne på at gøre lovgivningen digitaliseringsklar, har regeringen et forslag om at ændre forvaltningsloven på trapperne. Regeringen foreslår for det første at ændre i reglerne om partshøring og for det andet, at det skal være muligt at afvise henvendelser, der ikke kommer ind via digital selvbetjening.

Her er vi altså inde og pille ved noget helt grundlæggende i forvaltningsloven, der har stor betydning for borgernes retssikkerhed og oplevelse af forvaltningen som fair og retfærdig.

Reglerne om partshøring skal sikre, at borgeren bliver inddraget, inden forvaltningen træffer en afgørelse, der går borgeren imod. Den inddragelse skal give borgeren mulighed for at rette eventuelle forkerte oplysninger og komme med supplerende oplysninger, så afgørelsen træffes på et korrekt og fyldestgørende grundlag.

Regeringen foreslår, at vi skal gøre mere brug af de såkaldte agterskrivelser, hvor myndighederne i én og samme postgang kan partshøre borgerne og meddele afgørelser. Umiddelbart lyder det som noget, der kan gøre det hele hurtigere og mere fikst. Men det kan også blive for fikst, og vi har betydelige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.

Det kan være svært for borgeren, når han modtager et udkast til en afgørelse i en sag, som han ikke har medvirket til at oplyse, og som han måske end ikke har været med til at starte i første omgang gennem en ansøgning eller lignende. Afgørelsen har ikke retsvirkning i første omgang. Det får den imidlertid, når den angivne frist er udløbet. Men skal han kommentere på afgørelsen eller på de oplysninger, der ligger til grund for afgørelsen? Det er ikke nødvendigvis helt let at forstå. Særligt ikke for mindre ressourcestærke borgere.

Inden man kaster sig ud i at ændre ved noget så grundlæggende som partshøring, så bør det undersøges grundigt, hvad der er en god afgørelsesproces for borgerne. For det er ikke kun et spørgsmål om en postgang mere eller mindre. Det handler om, at borgerne oplever at blive inddraget i egen sag, lyttet til og respekteret. Det er afgørende for borgernes tillid til den offentlige sektor, og det må vi ikke ofre på effektiviseringens alter.

Den ulejlighed har regeringen desværre ikke gjort sig.

Det samme gælder den anden del af forslaget, der handler om obligatorisk digital kommunikation.

Flere undersøgelser viser, at selvom borgerne er glade for, at de har mulighed for at kommunikere digitalt med den offentlige forvaltning, så har det stor betydning for dem, at de kan komme i kontakt med et menneske i forbindelse med sagsbehandlingen. Det er et godt princip, at borgere kan henvende sig til forvaltningen i den form, som de selv ønsker. Men det princip kan meget vel være på vej ud. For med forslaget vil der blive givet en meget vid mulighed for at afvise henvendelser, der ikke kommer via de digitale løsninger, myndigheden stiller til rådighed.

Der er allerede i dag lovhjemmel til obligatorisk digital kommunikation på særlige områder, men det er ikke uden problemer. Og hvis den digitale indgang i stadig flere tilfælde bliver den eneste indgang, så er vi særligt bekymrede for, at borgerne ikke får den generelle, helhedsorienterede og individuelle rådgivning og vejledning, de har brug for og ret til.

Vi har altså betydelige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved de ændringer af forvaltningsloven, der er lagt op til. Og så er det endda ministeren inden for de enkelte områder, der får beføjelserne til at gøre brug af de meget vidtgående muligheder, som der åbnes op for. Det bør efter vores opfattelse ikke være op til en minister. Det skal diskuteres mere bredt med inddragelse af offentligheden, og der skal være parlamentarisk kontrol.

Med den digitale omstilling af den offentlige forvaltning følger muligheder, der kan forenkle og frigøre ressourcer. Men vi har nået et punkt i den omstilling, hvor der bliver pillet ved noget helt grundlæggende med stor risiko for, at det forringer borgernes retssikkerhed og får negativ betydning for borgernes oplevelse af forvaltningen som fair og retfærdig. Det kan godt være, der kan spares en postgang og lidt penge. Men prisen kan hurtigt blive uacceptabelt høj.

Det er på høje tid, at digitaliseringen af den offentlige forvaltning bliver gjort til genstand for en mere bred samfundsmæssig debat med involvering af politikere, fagfolk og borgere. Og et godt udgangspunkt for denne debat er det nye dateetiske råd, som er bebudet.