Sofie KroneEn gevaldig saltvandsindsprøjtning for de mange fremmødte elever … Det var den fornemmelse, Sofie Krone rejste hjem med, da hun havde deltaget i årets to-dages elevkonference i Svendborg kort før jul.

Hun er 28 år og 1. års-elev i Vallensbæk Kultur- og Borgerhus på Vallensbæk Rådhus og endte selv lidt tilfældigt på konferencen. Men som hun ser det her bagefter, er arrangementet så udbytterigt, at hun synes, det nærmest burde være obligatorisk for alle elever, både på 1. og 2. år, at deltage.

– Det gav mig vildt meget at tale med andre elever fra kommuner og regioner i hele landet og udveksle erfaringer om jobvilkår, jobindhold og meget andet, siger hun og tilføjer:

– Efter elevkonferencen så jeg på min uddannelse på en anden måde. Det er virkelig sundt at komme ud og få et andet perspektiv på sin arbejdsplads og sit elevforhold. Samtidig får man vigtig faglig viden om sin uddannelse og får et bedre grundlag for at tage stilling til, hvad man gerne vil.

Brugbar viden til dagligdagen

Temaet for elevkonferencen var 'Fremtidens administrative medarbejder'. Det gik bl.a. ud på at lære om morgendagens tendenser, muligheder og udfordringer – ikke mindst i en stadig mere digitaliseret verden, der også smitter af på det offentlige arbejdsmarked. Udover spændende foredrag og debat lød tilbuddet til de unge på en række inspirerende workshops, der kunne udvide deres horisont og give dem ekstra kompetencer som elever.

– Min workshop havde overskriften 'Pep din kommunikation op med grafiske faciliteringer'. Og det er noget, jeg i den grad har taget med hjem, fordi det jo kan bruges både arbejdsmæssigt og privat. Jeg har allerede haft god nytte af det og får det ikke mindst fremover, siger Sofie.

Fagforeningen er et vigtigt fællesskab

Noget af det hun også fik ud af sin deltagelse i elevkonferencen handlede om det organisatoriske. Sofie har tidligere været medlem af en 'gul' fagforening, hvor hun fik 'tudet ørerne fulde', som hun siger, med hvor overflødige de 'røde' fagforeninger er. Den opfattelse deler hun dog så langt fra i dag, efter at hun som ny kontorelev i Vallensbæk blev medlem af HK Kommunal Hovedstaden.

– Dér fandt jeg hurtigt ud af, hvor mange rettigheder vi som lønmodtagere egentlig har, og hvor vigtigt det er med det fællesskab, det giver at være i en fagforening. Den er en kæmpe støtte i dagligdagen på jobbet og giver en masse muligheder, både i forhold til ens egen uddannelse, de fælles vilkår på arbejdspladserne og meget andet, påpeger Sofie.

Af samme grund er Sofie i dag medlem af HK-klubbens bestyrelse på rådhuset i Vallensbæk. Det er en post, hun er rigtig glad for – ikke mindst på grund af sin alder. For som hun siger, er gennemsnitsalderen blandt hendes kolleger temmelig høj, og det er ikke altid, at de med deres ideer til arrangementer har så stort held med at trække kollegerne til:

– Uden at fornærme nogen, vil jeg mene, at det faglige arbejde trænger til lidt 'ungdommelig' energi. Der tænkes ikke så meget ud af boksen, som jeg tror, der skal til for at få folk med – ikke mindst for at få de yngre medarbejdere og eleverne til at møde op, siger hun og håber, at hun kan være med til at skabe interessant fornyelse og kreative arrangementer, der kan få flere kolleger op af stolene til glæde for sammenholdet på arbejdspladsen.

Workshops på elevkonferencen:

  • Pep din kommunikation op med grafisk facilitering

  • Bliv skarp på din eksamensteknik og optimér dine resultater

  • Find dine styrker med din personlige JTI-profil

  • Styrk dine karrieremuligheder med LinkedIn

  • Kortlæg dit netværk og nå dine mål

  • Fremtidens kommunale arbejdsstyrke

  • Den gode jobsøgningsstrategi