En ny ferieaftale betyder, at ferie ikke længere optjenes i et år og holdes i det næste. I den nye aftale optjenes og afholdes ferie samtidig. Det princip træder først i kraft 1. september 2020. Der sker ikke noget lige nu, og i løbet af foråret 2019 kommer KL, RLTN og organisationerne med en vejledning om overgangsperioden og i efteråret med en vejledning om alle de nye ferieregler.

De nye regler skyldes, at alle i kraft af EU-regler har krav på ferie samtidig med, at de arbejder. Derfor kan det gamle princip om, at ferie skal optjenes, ikke fortsætte.

Alle har fra 1. september 2020 ret til ferie i takt med, at man arbejder. Den 6. ferieuge, som er noget, vi særligt har aftalt ud over lovgivningen, følger de gamle regler. Den vil fortsat først blive udløst året efter, ligesom nu. Så det nye princip er fem ugers samtidighedsferie og en uges optjent (forskudt) ferie.

Når princippet skifter fra optjening til samtidighed den 1. september 2020, er der en periode, hvor der både optjenes ferie og er samtidighed. Derfor er der lavet en overgangsordning, så de 25 dages ferie, der optjenes i perioden 1.9.2019 til 31.8.2020 bliver ”indefrosset”, så man ikke får ”dobbelt” ferie. Den indefrosne ferie udbetales, når man forlader arbejdsmarkedet.

Selve overgangen fra det ene princip til det andet kan virke lidt kompliceret: 

  • Det sidste hele optjeningsår gik fra 1.1.2018 til 31.12.2018. De 25 dages ferie optjent her afvikles som normalt i perioden 1.5.2019-30.4.2020
  • Den ferie, der optjenes fra 1.1.2019 til 31.8.2019 skal afvikles i perioden 1.5.2020-1.9.2020
  • Den ferie, der optjenes fra 1.9.2019 til 31.8.2020 bliver indefrosset.

Men alt det kan der læses om i den vejledning, som KL, RLTN og organisationerne i Forhandlingsfællesskabet laver her i foråret 2019. Og i efteråret 2019 kommer der en vejledning om de nye regler fremover. Så der er ingen grund til at stresse omkring de nye regler nu.

Måske har du hørt, at de nye regler også betyder en ændring af, hvornår den særlige feriegodtgørelse udbetales. Men den ændring får ingen betydning for udbetalingen af de 1,95 pct. pr. 1. maj 2019.

Den træder først i kraft senere, hvor der bliver tre udbetalingstidspunkter. 

Det nye princip viser vi her:



Hvis du allerede nu vil læse nærmere om alle detaljerne, så kan du se på Forhandlingsfællesskabets hjemmeside her. Men du kan også roligt vente til vejledningerne kommer.

Nyt!

Se også spørgsmål og svar om feriereglerne. (Linket er udløbet d. 30/11 2021)