Heidi Kristiansen – her med hunden Holger – har lært en masse ved at tage et akademifag. Hun har kun betalt 1.500 kr. selv for at tage faget – resten blev betalt af Omstillingsfonden.

FOTO: CARSTEN SNEJBJERG

Det var først, da hendes stilling i foråret 2018 blev nedlagt, og hun følgelig blev opsagt, at grafiker Heidi Kristiansen for alvor begyndte at fokusere på det med efteruddannelse.

- Jeg havde selvfølgelig tænkt på det forinden, fortæller hun.

- For når du sidder i et job og laver det samme i flere år, så er du godt klar over, at du kommer til at halte bagud. Det er jo tit sådan, at på din arbejdsplads gør du det, du er bedst til, og efteruddannelse er noget, du selv skal tage initiativ til. Men da min stilling blev nedlagt, begyndte jeg pludselig at læse de der HK-mails om, hvad der foregår i huset, lidt mere intensivt.

To dage gjorde forskellen

Heidi Kristiansen læste blandt andet om en uddannelsescafé i HK Hovedstaden, som hun syntes lød virkelig spændende. Hun meldte sig til og blev i løbet af et par timer en sen eftermiddag klogere på udvikling og tendenser inden for det grafiske område. Hun hørte også om flere spændende uddannelser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – og om muligheden for at få 10.000 kr. til uddannelse gennem Omstillingsfonden.

Samtidig kunne hun se i jobannoncerne, at hun især manglede kompetencer på det digitale område. Hun besluttede derfor at søge ind på akademifaget ”Design af mobile apps og websites”, men var i tvivl om hun kunne få støtte fra Omstillingsfonden. Det er nemlig en grundlæggende betingelse for at få penge fra fonden, at man skal være i arbejde. I dette tilfælde lå første lektion af uddannelsen blot to dage før, Heidis opsigelsesperiode udløb.

- Så jeg kontaktede HK for at høre om mine muligheder. Og jeg fik at vide, at så længe jeg var i job på uddannelsens første dag, så kunne jeg med god samvittighed søge Omstillingsfonden, fortæller Heidi Kristiansen.

Det var dejligt at komme på skoleænken igen, synes Heidi Kristiansen.

Motiverende støtte

Da vi møder hende midt i december, er hun næsten færdig med akademifaget. Hun er netop i gang med en sidste opgave, før der venter en enkelt undervisningsgang og en eksamen.

- Det har været et super spændende forløb og dejligt at komme på skolebænken igen. Jeg lærer at gennemtænke brugeroplevelsen i en app eller på et mobiloptimeret website, så brugeren ikke står af undervejs. I en jobsøgningssituation vil jeg nu kunne sige, at jeg har snuset til emnet og været på kursus i det. Og i virkeligheden kan jeg bruge tankegangen og de metoder, jeg har lært, til en hel masse – både i webopgaver og i andre grafiske opgaver, fortæller Heidi Kristiansen.

Hun endte med selv at betale 1.500 kr. af uddannelsens pris på 11.500 kr., mens resten er blevet dækket af Omstillingsfonden.

- Det er klart, at det er en meget motiverede faktor at få 10.000 kr. i støtte fra Omstillingsfonden og helt sikkert en af årsagerne til, at jeg valgte dette fag, siger hun.

Få mere at vide

 
Næste informationsmøde om Omstillingsfonden og mulighederne for efter- og videreuddannelse er 2. april. Læs mere og tilmeld dig her.
 
Du kan også læse mere om Omstillingsfonden og dine muligheder for at få 10.000 kr. årligt til uddannelse lige her.