Hvad er det din lokale fagforening skal arbejde med i 2019? Hvad har der været på programmet i 2018?  Det kan du høre om, når der 12. marts kl 17.30 er generalforsamling i HK Kommunal MidtVest i Kulturcenter Limfjord i Skive. Du har mulighed for at komme med dine input til, hvad din lokale faglige sektor skal prioritere det kommende år.

Formand Lene Buhl er på valg, og det samme er en række bestyrelsesmedlemmer. Har du lyst til fagligt bestyrelsesarbejde, så har du som medlem af HK Kommunal MidtVest mulighed for at stille op til bestyrelsen.

Videoberetning

Som optakt til generalforsamlingen har formand Lene Buhl udgivet en videoberetning, der supplerer den mundtlige beretning på generalforsamlingen. Se den her:

 

  

KENDER DU DIN PLADS I ABEBURET?

Efter generalforsamlingen vil der være spisning, og du kan høre, om du kender din plads i abeburet, når Jeppe Søe sætter spot på de mange kulturer på en arbejdsplads.

Jeppe Søe.

Jeppe Søe er journalist, rådgiver og foredragsholder. Han er blandt andet redaktør på "[et cetera] magazine", fast klummeskribent på Ekstra Bladet, Skoleklog, folkeskolen.dk, BT og en række fagblade. 

En virksomhed har mange små abeflokke, der er sat i samme bur. Kulturen fra flok til flok er forskellig, formet af den uddannelse man har fået eller den etiket, der står på visitkortet. Flokkene taler ikke samme sprog. Flokkene har brug for hinanden for at komme fremad, men respekterer sjældent de andres forskellighed: Dem ovre på lageret er jo snotdumme, IT-folk gør alting indviklet, ledelsen er smalsporet og uden visioner, ejerne fatter ikke den nye virkelighed, og bogholderiet nidkære administratorer med en tal-fetich, og bestyrelsen kommer kun for madens skyld. Alle i en afdeling er altid enige om, at uden deres flok, ville virksomheden gå ned.

Konsulenter har i årevis talt om at gøre virksomheder til "een stor familie" - alligevel er familien fortsat samspilsramt med rigtigt mange sorte får og fulde onkler. Vi skal arbejde sammen, vi skal nå et mål - men vi er forskellige, og vi er i konkurrence med de andre aber om at blive set, hørt og avancere. Hvis både medarbejdere og ledelse forstår at være flere familier i samme kollektiv, kommer væksten og ja-hatten. Vil man sammenflette naturlige flokke, kommer stress og dårligt arbejdsmiljø helt af sig selv.

Jeppe Søe fortæller om menneskets naturlige position til andre artsfæller. Beskriver humoristisk det abebur, som alle medarbejdere vil kunne genkende - og den fælleskultur, som vi febrilsk har forsøgt at skabe, uden det store held. Vi bliver aldrig een flok – men hvordan kan flokkene så leve side om side i samme abebur.

Foredraget gør konflikter til noget naturligt og gør ofte den efterfølgende konflikthåndtering unødvendig. Det handler om at finde sin rolle, udfylde den - og acceptere de andre aber i grotten, selvom de er fulde onkler eller sorte får.

MELD DIG TIL

Generalforsamling i HK Kommunal MidtVest12. marts 2019, kl 17.30
i Kulturcenter Limfjord i Skive.