Efter otte år som næstformand og derefter 11 år som formand har Bodil Otto tilkendegivet, at hun ikke genopstiller som formand på HK Kommunals næste kongres, der afholdes 26.- 28. januar 2020 i Nyborg. Her skal de 500 delegerede vælge både formand og næstformand.

Proces for præsentation

Af hensyn til en god proces for præsentation af kandidaterne anbefaler HK Kommunals sektorbestyrelse, at kandidater til både formands- og næstformandsposten melder deres kandidatur inden 2. september 2019. Formålet er, at alle kandidater får mulighed for i efteråret at blive præsenteret på valgmøder i afdelingerne og i HK Kommunals medier - blandt andet Kommunalbladet og nyhedsbrevet.
Formelt kan kandidater til begge poster dog stille op helt frem til, at valgene finder sted på kongressen. Er man kandidat til en af de to poster, melder man sit kandidatur til kongressekretariatet på mail: winnie.nederby@hk.dkWinnie.Nederby@hk.dk.

Dialog med kandidaterne

Sektorbestyrelsen forventer, at alle syv afdelinger arrangerer møder, hvor medlemmer kan møde kandidaterne og har mulighed for at stille spørgsmål og komme i dialog. Disse møder vil som udgangspunkt finde sted i oktober, november og december. I Kommunalbladet vil kandidaterne blive præsenteret i det nummer af bladet, der omdeles i ugen op til 4. oktober.
Indtil nu har der meldt sig en kandidat til formandsposten og en til næstformandsposten. Som tidligere omtalt i nyhedsbrevet kandiderer formand for HK Kommunal Sydjylland Lene Roed til formandsposten, og til næstformandsposten genopstiller nuværende næstformand Mads Samsing.