Administrationsbachelorer til kursus

Personerne på billedet har ikke noget med historien at gøre.

- Selvom man er god til sine arbejdsopgaver, betyder det meget at få en masse teori i rygsækken. Kombineret med den faglige sparring med kollegaer fra andre kommuner - åbner det op for selvrefleksion og endnu bedre sagsbehandling, forklarer Maja Gren Kozuch, der er i gang med diplomuddannelsen i socialformidling.

Hun er oprindeligt kontoruddannet med speciale i offentlig administration, og til daglig sidder hun med børne- og ungesager og koordinerer indsatser og støtte til udsatte familier.
- Der er mange perspektiver og aspekter i socialfagligt arbejde. Man skal kende en kæmpe paraply af indsatser, muligheder og samarbejde med netværk, og her er uddannelsen også med til at skabe overblik. I min afdeling har vi en lang række fagligheder - socialrådgivere, ufaglærte og kontoruddannede, som jeg selv. Uddannelsen betyder, at jeg ranker ryggen fagligt. Jeg har faktisk fået et fagligt selvtillidsboost, forklarer Maja Gren Kozuch og tilføjer, at det er dejligt, at opleve, at der også er andre, der kan føle sig udfordret på området, og at det er helt okay at være usikker.

Uddannelsen kobler teori og praksis

Uddannelsen til socialformidler udbydes på Københavns Professionshøjskole, VIA og UCL og er relevant for en lang række kommunale sagsbehandlere, som arbejder med beskæftigelse, integration, børn og familier, handicap og sundhed.
- Jeg har allerede fået rigtig meget med mig, som jeg bruger i min tilgang til borgerne i hverdagen. Vi har eksempelvis haft et modul, der kobler metode og praksis, hvor vi lærte vi nogle teknikker, som jeg bruger, når jeg har svære samtaler med borgere eller samtaler, hvor det handler om at få motiveret et menneske i en ny retning, som giver mening for dem selv, fortæller hun.

OK18 giver penge til flere socialformidlere

KL og HK Kommunal lavede i forbindelse med OK18 en aftale som betyder, at HK’ere i kommunerne frem til 2021 kan få dækket alle udgifter til at tage socialformidleruddannelsen inkl. bøger og transport. Der er afsat 7 millioner kroner i puljen, som kan søges gennem Den Kommunale Kompetencefond. 

 

Artiklen er opdateret 20. februar 2019