Karin Saugberg er arbejdsmiljørepræsentant på lageret Reitan Distribution i Horsens:

 

- Min store udfordring som arbejdsmiljørepræsentant er færdslen på lageret. Vi er meget kørende og meget gående, og det er en udfordring, at vi har begge dele. Der er trucks, og så er der også plukkevogne. De fleste af dem, der plukker, de kører med plukkevogne, hvor der er gafler med to paller på. Så plukker de varer til kunderne og må stå af plukkevognen, når de skal hente varerne.

 

- Jeg ser det helt klart som min opgave at sige det til folk, hvis de ikke overholder reglerne. Det kan være svært at formulere det på engelsk, men det er nødvendigt, da jeg både har kolleger fra Litauen, Polen, Rumænien og Ungarn.

 

 

- Det er vigtigt for sikkerheden, at vi alle kender og overholder reglerne, siger Karin Saugberg, som er arbejdsmiljørepræsentant på lageret Reitan Distribution, hvor de har meget fokus på sikkerhed i forhold til trafikken på lageret. Foto: Søren Holm/Chili Foto

 

- Jeg har altid en grøn jakke med et mærke på, så alle ved, hvor de kan finde en arbejdsmiljørepræsentant. Det er noget, vi arbejdsmiljørepræsentanter er blevet enige om, at vi vil have på, så vi er mere synlige på lageret. Når vi har de grønne jakker på, ved alle, hvor vi er.

 

- Hvis jeg sidder på en truck en hel dag, kan det godt blive meget koldt. Det er dog blevet bedre med kulden på lageret, efter vi har fået lavet sluser ved de porte, der er åbne. Der er nogle, der er mere kuldskær end andre. For det, med om man fryser eller har det varmt, er jo meget individuelt. Så vores eneste mulighed er at regulere med tøjet, og vi har fået tøj, vi kan regulere med.