Hvis du sigter efter stjernerne, ender du måske på toppen af bjerget

Medlemsmøde med Søren Holmgren 18. marts 2019

Da Søren Holmgren var 17 år, fik han besked om, at han var på vej til at blive blind. Men det lod han sig ikke slå ud af.

De første råd, han fik, var at søge førtidspension eller søge særlige job for blinde med at binde koste og tandbørster, eller blive massør. Søren valgte noget andet. Han satte sig for at skabe sig en tilværelse med de samme muligheder som alle andre, og det lykkedes ham i den grad, at han i dag kan se tilbage på to OL-medaljer, en Rookie-of-the year-pris som IBMs bedste nye sælger i Europa/Mellemøsten/Afrika, og en karriere som sælger, rådgiver og foredragsholder med egen virksomhed.

Sørens indstilling er vedholdende, men altid positiv, og altid med en tro på, at hvis man virkelig vil, så kan man også. Som blind møder han mange udfordringer i hverdagen, men han ser dem hellere som muligheder end begrænsninger - og det smitter.

Allerede den 18. marts kl. 17 giver HK Kommunal Hovedstaden dig mulighed for at opleve Søren Holmgren med i sit veloplagte foredrag "Det hele handler om indstilling", hvor han med alvorlig humor og humoristisk alvor sætter fokus på motivation og vigtigheden af at være en del af teamet, samtidig med at man sætter sig selv i førersædet.

Tilmeld dig her

Bliver du OVERhørt?

Medlemsmøde med Solveig Schmidt 8. maj 2019 kl. 17 i Hillerød

Det kan være godt at få det sagt på den rigtige måde: Når andre løber med æren for ens arbejde. Når man bliver snydt lønmæssigt. Når der er for lavt til loftet i debatten. Når folk går fejl af, hvad man mener. Når man gerne vil overbevise andre om noget.

Stedet, tiden, situationen kan være så meget: Et forhandlingsbord. Et brev. På arbejdet. Derhjemme. I foreningen. Med lyst eller ulyst til udfordringen.

Uanset tid og sted er det nemmest at blive hørt, hvis man ved, hvad man vil. Den gode nyhed er, at det kan læres. En portion viden, spædet op med lidt vilje og træning – og vupti. Så kan du forhandle din egen løn eller tage kampen op for en anden god sag.

Det behøver slet ikke være en kunst at blive hørt.

Det fortæller forfatter og lektor ved Danmarks Journalist- og Mediehøjskole Solveig Schmidt om i HK Hovedstaden Hillerød den 8. maj.

Tilmeld dig her