Er du freelancer? Hvornår har du sidst været på kursus eller efteruddannelse? Hvis du skal holde på kunderne og også få flere af dem, er det vigtigt at holde din markedsværdi oppe.

Nogle af jer kan nå langt med løbende learning by doing, spædet op med HK’s kæmpe katalog af gratis kurser og hjælp til selvhjælp på nettet. Men mange har brug for papir på kvalifikationerne – og måske også noget af den struktur og netværk, der kommer ved at deltage i et kursus eller et modul på en uddannelse.

Arbejdsmarkedet har jo også en interesse i, at freelancerne efteruddanner sig

Vi ved, det er svært for jer freelancere at komme af sted på efteruddannelse. Dels skal I finde tid, hvor kunderne kan vente og spare op til at klare et dyk i indtjening, mens I dygtiggør jer. Dels skal I spare op til at betale for kursus, transport og materialer.

Det sidste kan vi nu hjælpe en god portion freelancere med.

Støtte til freelanceres efteruddannelse

HK Privat har nemlig lavet en kompetencefond for freelancere, der ikke er omfattet af andre muligheder for støtte. Fonden har fået startkapital af sektoren, og HK Privat vil søge at indgå freelanceaftaler med virksomheder, der bruger freelancere, så også arbejdsgiverne kan bidrage til freelancernes efteruddannelse.

Simon Tøgern, formand for HK Privat, har glædet sig til at lancere fonden:

”Nu går vi forrest og søsætter kompetencefonden ved at skyde en lille million i. Samtidig tager vi fat på at forsøge at indgå aftaler, så de virksomheder, der køber freelancearbejdskraft, også spytter nogle penge i kompentencefonden. Arbejdsmarkedet har jo også en interesse i, at freelancerne efteruddanner sig.”

Fonden administreres af Kooperationen og en fondsbestyrelse bestående af to repræsentanter fra Kooperationen og to konsulenter fra HK Privat. Konsulent Kirstine Baloti tager første periode som formand for fonden:

”Det har taget noget tid at få alle detaljerne på plads, så for mig er det en stor dag, og det ved jeg, at det også er for rigtig mange freelancere i HK Privat. Det bliver vildt spændende at følge fonden og forsøge at forhandle nogle aftaler hjem om bidrag til fonden.”

Sådan søger du

Fonden er klar til at modtage ansøgninger fra d. 1. marts 2019. Som freelancer skal du opfylde fire krav for at søge: 

  1. Du skal have været medlem i seks måneder af HK Privat
  2. Du skal stå registreret som freelancer i medlemssystemet
  3. Du skal have omsat for minimum kr. 50.000 inden for de seneste 12 måneder som freelancer
  4. Du må ikke være berettiget til at søge anden kompentencefond eller omstillingsfonden

Læs alt om betingelserne og mulighederne på freelancer.dk

Du kan også møde op ved et at vores kommende netværksarrangementer for freelancere, hvor du kan høre mere om fonden og dine andre medlemsfordele og også få hjælp til at søge fonden om støtte:

Fyraftensmøder for freelancere: Få mere ud af HK Privat

D. 20. marts kl. 17-19 i HK Østjylland. Læs mere og tilmeld dig her

D. 21. marts kl. 17-19 i HK Hovedstaden. Læs mere og tilmeld dig her