Flere penge til fritvalg

Med martslønnen får du flere penge på fritvalgskontoen.

Har du en fritvalgskonto? Det har omkring hver anden af HK’s privatansatte medlemmer. Og de kan se frem til lidt ekstra penge at råde over. Forklaringen er, at fritvalgskontoen på de fleste af HK/Privats landsoverenskomster stiger med 0,6 % pr. 1. marts, og bringer kontoen helt op på 4 %. Det er den tredje regulering i overenskomstperioden fra 2017 til 2020.

Pengene på fritvalgskontoen kan typisk bruges til:

  • Kontant udbetaling
  • Pensionsopsparing
  • Børneomsorgsdage
  • Seniorordning
  • Fridage

OBS! Mulighederne varierer fra overenskomst til overenskomst. Derfor skal du tjekke din egen overenskomst.

I tvivl?
Er du i tvivl om, hvorvidt du er omfattet af en overenskomst, eller hvilken én det er, så kan du tjekke det ved at logge dig ind på MitHK. Hvis der er overenskomst på din arbejdsplads, så vil du på forsiden under overskriften ”Anbefalede Værktøjer” finde en knap, der hedder ”Overenskomst”. Den linker direkte til din overenskomst.

Tjek din lønseddel
Din arbejdsgiver sætter en procentdel af din løn ind på fritvalgskontoen. Det er altså en del af din løn, som er rigtig sur at gå glip af. Tjek derfor din lønseddel for marts måned og se, om stigningen er gået igennem.

Spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål til fritvalgskontoen, er du velkommen til at ringe på tlf. 70 11 45 45.