En håndfuld mønter

It-folkene er en af de faggrupper, som er steget mest i løn det seneste år. Illustration: Sine Jensen

Med en gennemsnitlig lønstigning på 2,4 % fra 2017 til 2018 har I, der arbejder med it i it-, medieog kommunikationsbranchen fået en pænere stigning end de 2,2 %, privatansatte HK’ere har landet i snit. Det viser fagforeningens årlige lønstatistik, som 22.771 privatansatte HK-medlemmer har oplyst deres løn til.

- Stigningen er fornuftig, siger Kim Bonde Nielsen, som er faglig sekretær på it-området i HK/Privat, og understreger:
- Men der er mulighed for at få meget mere. Vi er stadig ikke verdensmestre i at bruge vores mulighed til at forhandle løn. Pengene er der lige nu. Og de bliver fordelt og brugt op, når de er der. Om det kun er aktionærer og ledere, der skal have del i dem, er op til dig.

Hvad enten I arbejder med rådgivning, projektstyring, softwareudvikling eller brugersupport, er jeres kompetencer eftertragtede - og det kan udløse mere i løn. Men der er også dele af it-arbejdsmarkedet, som er ramt af arbejdsløshed, fordi kompetencerne bliver udfaset, når der fx skiftes platforme eller indføres robotter, forklarer Kim Bonde Nielsen.

- Som faggruppe er I om nogen ramt af både accelerationen i den digitale udvikling og en benhård og global konkurrence. I bør derfor sørge for at få brede kompetencer - ikke kun specialiserede. Især jer, der er autodidakte. I skal få formelle kompetencer, fx med en realkompetencevurdering, så I på meget kort tid kan få bygget uddannelse på CV’et.

Træk din egen lønrapport fra HK’s lønstatistik