En håndfuld mønter

HK'ere inden for sundhedsektoren halter stadig efter andre privatansatte HK'ere, når det gælder løn. Illustration: Sine Jensen

Fra 2017 til 2018 har alle I, der arbejder i sundheds- og velværebranchen, scoret 2,4 % mere i løn. Til sammenligning har andre HK’ere på det private arbejdsmarked gennemsnitligt tjent 2,2 % mere. Det viser fagforeningens årlige lønstatistik, som 22.771 privatansatte medlemmer har oplyst løn til.

- Jeg kan konstatere, at der er nogle af jer, som har løftet jeres løn. Og det er jeg glad for. Men en stor del af stigningerne har HK forhandlet i jeres overenskomster. Det er det, I minimum skal stige, siger Charlotte Meyer, som er faglig sekretær med ansvar for branchen i HK/Privat.

Fx er 1,87 % af de i alt 2,2 %, som tandklinikassistenterne i snit er steget, alene kommet via overenskomsten, forklarer hun. Men HK har aftalt, at I forhandler personlige- og funktionstillæg med jeres arbejdsgivere. Og de skal afspejle jeres indsats, kvalifikationer, dygtighed og indhold og ansvar i jobbet.

Træk din egen lønrapport fra HK’s lønstatistik

- I skal ikke lade jer nøje med det, vi har forhandlet hjem. I har vide muligheder for at forhandle - især i betragtning af, at jeres arbejdsgivere - fx lægerne og tandlægerne - er steget relativt meget i deres indtjening, siger Charlotte Meyer og fortsætter:
- I kan godt gå mere til den. For hvis ikke I sørger for at få langt flere procenter, kommer I til at halte efter de andre brancher til evig tid. For gabet bliver bare større og større for hvert år, der går.

Hun henviser til gennemsnitslønnen i branchen på 29.891 kr. Den står i skærende kontrast til de 34.599 kr. eller 15,8 % mere, som den privatansatte HK’er tjener i snit.

 

gennemsnitslønnen Inden for Sundhed Og velvære

29.891 kr.
Så meget tjente 1.408 HK’ere i sundheds- og velværebranchen gennemsnitligt viser HK’s lønstatistik 2018. Det er 4.708 kr. under det beløb, som privatansatte HK'ere tjener i gennemsnit.