Det var en glad og overrasket Casper Iglemose, der i dag modtog beviset på, at han kan kalde sig ”Årets automobilelev 2019” i Sydjylland.

- Det er så fedt. Et stort skulderklap, og jeg kan bruge prisen fremadrettet, siger reservedelseleven.

Casper Iglemose er blevet indstillet til prisen af sin elevplads MAN Kolding. Han er udvalgt som vinder af en jury bestående af repræsentanter fra regionens erhvervsskoler.

I indstillingen står blandt andet:

- Casper er en nysgerrig person, som selv opsøger nye udfordringer. Han er stabil, fleksibel og vellidt blandt alle kolleger. Man kan mærke, at han gerne vil dette, og det gør bare den store forskel.


Vil gerne give de unge en chance
Gode elever og gode elevpladser hænger ofte sammen, og sådan er det også i dette tilfælde. Umiddelbart efter, at Casper Iglemose fik overrakt HK Sydjyllands pris som årets elev i autobranchen, kunne MAN Kolding modtage prisen som årets sydjyske elevplads i branchen.

I indstillingen blev der blandt andet lagt vægt på, at MAN Kolding er et sted, hvor man som elev får lov til at tage ansvar, men samtidig får al den hjælp, man behøver.

- Vi er meget stolte over prisen. Vi vil gerne give de unge mennesker en chance og en god elevplads, men det kan være svært at rekruttere i lastvognsbranchen. Den er åbenbart ikke så sexet i de unges øjne. Men når man først er havnet her, så kan man slet ikke forestille sig at være andre steder, siger lagerkoordinator ved MAN Kolding, Carsten Aalling.

Det kan årets elev bekræfte:

- Det er en spændende branche, hvor der sker noget nyt hver dag. Der er run på, og det kan jeg godt lide, siger Casper Iglemose.

 

Tiltrængt fokus på erhvervsuddannelser
HK/Privat Sydjylland uddeler hvert år priser til den bedste elev og elevplads inden for flere af HK’s områder. Det gør fagforeningen for at sætte fokus på nogle af de vigtige fag og erhvervsuddannelser, der normalt ikke har den store mediebevågenhed.

- Vi oplever stor faglig stolthed og dygtighed blandt eleverne på erhvervsuddannelserne. Samtidig er der heldigvis også en masse ansvarsbevidste virksomheder, der påtager sig at uddanne de unge og give dem en god start på arbejdsmarkedet. Begge dele fortjener stor ros og mange skulderklap. Fremtidens arbejdsmarked hviler på unge mennesker og arbejdspladser som disse, siger Henny Fiskbæk, der er formand for HK/Privat Sydjylland.