- Det har været helt fantastisk at komme på skolebænken igen og det, at jeg har kunnet tage uddannelsen sideløbende med mit arbejde, har været et stort plus, fortæller hun.

 

Det var en medarbejderudviklingssamtale i september 2017, der satte skub i tankerne om efter- og videreuddannelse.

 

Britt Menne er 40 år og oprindelig uddannet kontorassistent med speciale i offentlig administration, inden hun tog en it-uddannelse. Hun har arbejdet hos Ringkøbing-Skjern Kommune og hos Regionspsykiatrien Vest, inden hun kom til Regionshuset Holstebro, hvor hun er it-medarbejder i Service Desk i Brugeradministration.

 

Britt havde længe overvejet mulighederne for efter- og videreuddannelse, da hendes chef, Jesper Lund Hansen, områdeleder i Service Desk, ved medarbejderudviklingssamtalen opfordrede hende til at gøre brug af mulighederne.

 

Britt Menne er blevet uddannet lægesekretær på 15 uger

 

Karrieresamtale gav klarhed

Britt Menne bookede i starten af oktober 2017 en samtale hos Hanne Lund-Nielsen, der er karrierevejleder hos HK MidtVest, og her fik hun sparring, råd og vejledning, der førte til en afklaring af, hvad hun gerne ville.

 

- Vi talte både om merkonom, diplom- og masteruddannelse, men valget faldt på lægesekretær, fordi jeg ville kunne kombinere min erfaring med og viden om it med et job som lægesekretær, beretter hun.

 

Tanken var, at der eksempelvis i forbindelse med det nye supersygehus i Gødstrup ville kunne blive rift om en medarbejder med Britts kompetencer – måske i en form for kombinationsstilling/projektlederstilling.

 

- Jeg synes, at jeg fik rigtig god vejledning. Blandt andet nævnte Hanne Lund-Nielsen, at der kunne være mulighed for en realkompetencevurdering, så jeg kunne tage uddannelsen hurtigere end ellers.

 

Blev realkompetencevurderet

Britt Menne blev i efteråret 2017 realkompetencevurderet (RKV) hos UCH, Uddannelsescenter Holstebro, og fik at vide, at hun kunne nøjes med at tage 15 ugers uddannelse og bestå en fagprøve, så ville hun være uddannet lægesekretær.

 

I uge 49 i 2017 startede Britt på uddannelsen hos Mercantec i Viborg.

 

Skoleforløbene var delt op, så hun var afsted i uge 49-51 i 2017, uge 1, 15-18 og 45-48 i 2018, inden hun afsluttede sin fagprøve 19. februar 2019.

 

Sideløbende arbejdede hun i Service Desk i Brugeradministration, Regionshuset Holstebro, med fuld løn, idet arbejdspladsen kunne søge VEU-godtgørelse svarende til 100 procent af dagpengesatsen for de perioder, Britt havde undervisning.

 

Fagprøven handlede om brugernes oplevelse med Service Desk, og hvordan servicen kunne optimeres. Britt lavede blandt andet efter en brugerundersøgelse et faktaark med de oftest stillede spørgsmål og svarene på dem, lige som hun fik fremstillet et visitkort med kontaktinfo på Service Desk. For fagprøven fik hun 10.

 

- Det har været hårdt at gå i skole igen, og jeg har nok brugt halvanden time om dagen på lektier. Men det har også været sindssygt spændende og har givet mig nyt mod. Jeg føler mig motiveret på en ny måde, og jeg kunne sagtens forestille mig at tage mere efter- og videreuddannelse. Hvis man ikke uddanner sig, står man stille. Så kan du lige så godt sætte dig hen i et hjørne og glo, siger hun.

 

Foreløbig arbejder Britt Menne videre i den stilling, hun har, og så ser hun, hvilke muligheder den nye uddannelse giver.

 

Se dine muligheder for en karrieresamtale

 

Du kan også kontakte HK’s Karrieretelefon

Artiklen er opdateret 12. marts 2019

BRUG KARRIERETELEFONEN – DEN ER OGSÅ FOR DIG

Vi har et helt hold af karriererådgivere, der sidder klar til at tale med dig – uanset om du ved, hvad du vil eller er lidt i tvivl om, hvor du skal hen i dit arbejdsliv. De lytter til dig og hjælper dig med at komme godt videre. De rådgiver dig om dine muligheder og alt det, du kan gøre for at udvikle dig, blive dygtigere og få styr på dine mål og ambitioner.