Otto var Københavner med stort K. Hans opvækst på Ægirsgade på Nørrebro fornægtede sig ikke. Han var en stolt og værdig repræsentant for den dialekt, som den ældre del af arbejderklassen på Nørrebro taler.

I mange år spillede han fodbold for Boldklubben Heimdal, senere blev han både træner og formand for klubben.
Otto Pedersen 

Otto blev i 1965 udlært som fotograf-retouchør på virksomheden Rotogravure i Rødovre. Og det blev startskuddet til et langt liv i den grafiske branche. Han var tillidsmand på Husumtryk fra 1982, og medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i Allerkoncernen fra 1988.

I 1992 blev han valgt som forbundssekretær i Dansk Litografisk Forbund, og senere var han faglig sekretær i uddannelsesafdelingerne i Grafisk Forbund, HK/Industri og HK/Privat. Han var et engageret menneske, der havde kollegernes opbakning. Det gjaldt ikke mindst i forhold til lærlingene, som han i mange år varetog interesserne for både i forhold til løn- og arbejdsvilkår og i forhold til deres uddannelse.

I næsten 50 år var han gift med Lena. Som unge var de dygtige dansere. Deres hjem var præget af deres fælles interesse for moderne kunst – og af stor gæstfrihed.

Otto var stor og jovial og en formidabel historiefortæller. På samme måde som de største komikere havde han den timing, der kunne tryllebinde omgivelserne, når han fortalte historier fra hverdagens begivenheder.

Tilbage sidder Lena med sorgen over at miste sin livsledsager. Såvel Lena som alle hendes og Ottos mange venner vil føle en tomhed, som det tager tid at bearbejde. Men mindet om Ottos store menneskelige egenskaber og usædvanligt gode humør vil heldigvis leve videre.

Æret være hans minde.

Bjarne Nielsen, tidligere næstformand i HK/Privat og faggruppeformand i Grafisk Forbund