8. marts 2019

På kvindernes internationale kampdag den 8. marts var HK Hovedstadens runde mødesal og området ved reception fyldt med over 200 medlemmer.

HK Hovedstaden bød som vanligt medlemmerne velkommen med rød løber, bobler og cupcakes.

Stemningen blev sat til tonerne af de største internationale kvindelige sangere, og humøret var højt hos ansatte og medlemmer.

Fagforeningens formål med at byde ind til et møde med powerkvinder var især at inspirere kvindelige medlemmer til, hvordan kvinder kan tage del i en række arbejdsmæssige områder, som af forskellige årsager oftest er domineret af mænd.

Borgmester, bokser eller bataljonschef er nemlig sædvanligvis titler efterfulgt af navnet på en mand. Men arrangørerne i HK Hovedstaden havde andre planer for kampdagen i fagforeningen.

8.martsdebatpanel

Derfor var en paneldebat med en række udvalgte kvinder, som har markeret sig bemærkelsesværdigt inden for politik, det private arbejdsmarked og i fag, som typisk beskæftiger mænd et oplagt mål at gå efter for arrangørerne.

4 powerkvinder stillede beredvilligt op og fortalte deres historier. 

Borgmester i Holbæk Kommune Christina Krzyrosiak Hansen (S), den professionelle bokser Sarah Mahfoud, bataljonschef i Forsvaret Anne Christiane Castenschiold Bill og næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Majbrit Berlau var debatpanelet.

De fire bidrog med hver deres historie og svarede senere på spørgsmål fra salen med TV-værten Camilla Ottesen som tovholder og aftenens konferencier.

Koncert Kira Skov

Musikeren Kira Skov med band afsluttede aftenen som en ægte powerkvinde, med en intens og intim stemning, der var så rørende, at den uundgåeligt bragte en tåre frem hos flere i salen.

Med denne fantastiske aften blev deltagerne sendt hjem med den vigtige opfordring til at støtte deres medsøstre i at forfølge deres ambitioner.