Samtidig med at flere danskere begynder at ryge, griber den helt eller delvise røgfri arbejdstid om sig i landets kommuner. 28 kommuner tillader ikke længere rygning, og yderligere 12 kommuner er ifølge Hjerteforeningen på vej med et forbud. Det skriver DR MidtVest.

De største koncentrationer af røgfrie kommuner findes i Øst- og Midtjylland og i Københavns omegnskommuner, men forbuddet mod rygning i arbejdstiden er overordnet set ikke geografisk bestemt.

Ingen tvang fra KL

KL er en del af Røgfri Fremtid, hvor målet er en røgfri generation i 2030. KL opfordrer
derfor sine medlemmer – kommunerne - til at tage stilling til en rygepolitik for deres ansatte.

Formand for sundheds- og ældreområdet i KL, Jette Skive (DF), understreger ifølge DR MidtVest, at KL hverken kan eller vil tvinge den enkelte kommune til at indføre rygeforbud. Men opfordringen er klar: Man bør som kommunal ansat ikke ryge i arbejdstiden.

- Som kommune sender man det signal, at man kerer sig om sine medarbejdere, og jeg finder det naturligt, at man ikke bare sidder med hænderne i skødet og ser på, at 13.500 mennesker hvert år dør af den her forgiftning, lyder det fra Jette Skive.

Artiklen er opdateret 21. marts 2019