Ida

Markedsføringsøkonomer, datamatikere, multimediedesignere og laboranter. Lige om lidt går jagten på praktikpladser i gang. Og hvis de studerende på professionsbachelor- og korte videregående uddannelser vil være med i opløbet om de sparsomme pladser, skal de til at spidse blyanten.

- For de flestes vedkommende er det første gang, de skal søge noget som helst. Og derfor er der stor usikkerhed forbundet med det. Fx hvordan man skriver en god ansøgning og laver et godt CV. Det fylder rigtig meget hos de studerende, siger Kasper Hasfeldt, som er faglig konsulent i HK/Privat og på daglig basis besøger stribevis af landets erhvervsakademier sammen med sit team.

Heldigvis har de studerende en unik mulighed for at få kvalificeret deres praktikansøgninger hos HK’s nye praktikvejleder. Det er 27-årige Ida Ullitz, som selv blev uddannet serviceøkonom for blot et år siden og derfor nemt kan identificere sig med de unges udfordringer og behov:

- Jeg har selv været der og husker de følelser, praktikpladssøgningen får op i én. Derfor lover jeg, at jeg holder de studerende, der henvender sig, i hånden gennem hele processen. Jeg hjælper jer med at skrive et målrettet CV og en motiveret ansøgning, så ansøgningsmaterialet matcher praktikopslaget og de arbejdsopgaver, virksomheden ønsker at få løst, siger hun.

Ring til Ida Ullitz
HK’s praktikvejleder er klar ved telefonen tirsdage og torsdage fra kl. 12.00-16.00. Ring på telefon: 3330 4313.
Du kan også sende en mail til praktik@hk.dk med dit telefonnummer og hvornår, du foretrækker at blive kontaktet.