Når DM i Skills slår dørene op i Næstved torsdag den 4. april, står HK/Privat klar sammen med Tandlægeforeningen for at markedsføre tandklinikassistentuddannelsen over for besøgende skoleelever og unge.

”Vi ønsker at tiltrække de bedst mulige unge til uddannelsen, og derfor har vi valgt for første gang at have en stand her ved DM i Skills. Det giver et vindue som de unge kan se ind i, og jeg håber det gør dem interesserede i at høre mere om faget," siger Claus Agø Hansen, uddannelsespolitisk konsulent i HK/Privat og formand for det faglige udvalg for tandklinikassistentuddannelsen.

DM i Skills er nemlig det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Arrangementet markedsfører erhvervsuddannelserne ved at lade 300 af de dygtigste elever dyste om at blive landets bedste inden for deres fag. Folkeskolens afgangsklasser fra hele landet deltager i arrangementet, som i år finder sted i Arena Næstved fra den 4.-6. april.

Tandklinikassistentuddannelsen deltager ikke i selve konkurrencen, men HK/Privat har valgt at deltage i en stand sammen med Tandlægeforeningen og EUC Sjælland. Her kan unge og andre besøgende få indblik i, hvad en klinikassistent laver, og hvad der gør faget spændende.

”Jeg håber også, at vi i fremtiden vil udvide vores tilstedeværelse på Skills, så vi kan påvirke de unges uddannelsesvalg i positiv retning. Klinikassistenterne er nemlig helt afgørende for, at patienterne fra første øjeblik får et godt indtryk og det bedst mulige behandlingsforløb,” siger Claus Agø Hansen.

Samme budskab lyder fra Torben Schønwaldt, formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen: 

 ”Klinikassistenter spiller en afgørende rolle på klinikken. De er med til at give et godt førstehåndsindtryk og opretholde et højt serviceniveau, og samarbejdet mellem tandlæge og klinikassistenter er vigtigt for et godt behandlingsforløb. Vi ser desværre et stort frafald på uddannelsen til klinikassistent, og en del medlemmer oplever problemer med at rekruttere dygtige klinikassistenter. Vi har valgt at støtte op om DM i Skills, da det er en unik mulighed for at markedsføre uddannelsen og hvervet som sådan over for en masse unge, som snart skal til at vælge uddannelsesretning. Vi håber, at det kan få flere dygtige unge til at søge ind på uddannelsen, så vi undgår rekrutteringsudfordringer i fremtiden,” siger Torben Schønwaldt.
DM i Skills har åben for alle interesserede, og der er gratis adgang til arrangementet.
 
Læs mere om DM i Skills