Selvbetjeningsområde

Rækken af kommuner, der investerer sig til resultater i beskæftigelsesindsatsen, vokser nærmest måned for måned. Særligt jobparate kontanthjælpsmodtagere og langtidsledige får gavn af indsatsen, der også skæpper i kommunekassen.

Jobkonsulenter rykker ud i boligområder

Senest er en række af medarbejderne i beskæftigelsesindsatsen i Roskilde rykket ud af jobcentrets lokaler og ind i to lokale boligområder med særligt mange ledige. Beskæftigelseskonsulenterne har her mulighed for at intensivere indsatsen, fordi der er færre borgere pr. sagsbehandler, og fordi borgerne kan møde op uden aftale.

Roskildes satsning har allerede halvvejs inde i projektperioden ført til, at 45 af de 133 deltagende borgere er videre i uddannelse, job eller noget tredje. Og de involverede borgere finder ifølge Roskilde Kommune den nye relation, de har med sagsbehandlerne, mere personlig og tryg.

500 i job giver millionbesparelse

I Esbjerg Kommune har man gennem en saltvandsindsprøjtning på 1,9 millioner kroner i 2018 fået mere end 500 jobparate kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Ved projektets start var håbet ifølge TV2 at få 225 i job.

Opskriften på successen i Esbjerg lyder, at medarbejderne på jobcentret har fået langt færre sager pr. ansat, der så kan mødes oftere med de ledige. Før havde beskæftigelsesmedarbejderne typisk 130 ledige, de mødtes med hver tredje måned. Nu har de hver kontakt til mellem 45 og 50, som de mødes med hver anden eller tredje uge.

Samlet set har indsatsen sparet Esbjerg Kommune for tre millioner kroner i 2018.

Struer og Vordingborg er blandt andre af de kommuner, der har fulgt investeringssporet i deres bestræbelser på at få så mange borgere som muligt ud på arbejdsmarkedet.

Artiklen er opdateret 09. april 2019