Kåringen fandt sted 30. marts 2019 ved et stort awardshow i Vibocold Arena i Domkirkebyen.

 

I en årrække har der under overskriften Byens Bedste været uddelt en række priser i Viborg.

 

For at sætte fokus på nogle af de mange dygtige elever, der hver dag gør det godt i Viborgs butikker, var der i år stiftet en specialpris Byens Bedste Butikselev blandt de i alt 16 priskategorier.

 

En jury, som bestod af tre personer fra henholdsvis Mediehuset Viborg, Viborg Handel og uddannelsesinstitutionen Mercantec, udpegede vinderen blandt tre finalister, og det blev Julie Drud Olsen, der er elev hos Frøken Ost på Koldingvej i Viborg.

 

- Det har været et kæmpe skulderklap og giver noget selvtillid, fortæller Julie, da hun en eftermiddag tager imod i butikken, der bliver drevet af Britt Hendriksen og Nikolaj Jørgensen.

 

Ægteparret har desuden nabobutikken Vin & Vin, hvor Julie også hjælper til.

Julie Drud Olsen

 

Fra pædagog til salgsassistent

Julie var egentlig startet på uddannelsen til pædagog i Viborg. I fritiden arbejdede hun i den nu lukkede Vin & Vinbaren på Nytorv og begyndte senere som fritidsjobber hos Vin & Vin og Frøken Ost. Og da Julie fandt ud af, at pædagoguddannelsen ikke var noget for hende, tilbød Britt Hendriksen og Nikolaj Jørgensen hende en elevplads.

 

Hun startede 1. juli 2017 og er udlært salgsassistent 12. oktober 2019. Skoleopholdene har hun gennemført på Mercantec.

 

- Jeg har virkelig fundet det, jeg skal lave fremover. Jeg elsker kontakten med kunderne. Mange er faste kunder, og du lærer dem lige så stille at kende. Og så er der fællesskabet på arbejdspladsen. Kollegerne er som en ekstra familie, forklarer Julie.

 

God forståelse for kundeservice

Nikolaj Jørgensen var ikke i tvivl, da han indstillede Julie til prisen Byens Bedste Butikselev:

 

- Jeg har ubestridt byens bedste elev ansat i Frøken Ost. Hun hedder Julie og har som meget få en ekstrem god forståelse for kundeservice og den daglige drift. Hendes forståelse for butikslivet finder man sjældent blandt unge mennesker, skrev han.

 

Juryen var enig, og Julie blev den første vinder af prisen.

 

- Vi var de tre finalister på scenen, og jeg havde slet ikke regnet med, at det blev mig, der blev vinderen. Da det gik op for mig, tænkte jeg bare: Åh, gud, nu skal jeg sige noget foran 600 mennesker.

 

- Jeg er ikke god til at være i fokus. Jeg vil bare gerne stille og roligt gøre mine ting. Men det er dejligt at føle sig værdsat, og det gør, at man får mod på flere ting, fortæller hun.

 

Fortsætter i butikken

Julie er vokset op i Randers. Hendes mor, Ann Drud Olsen, har haft en børnetøjsbutik, og faderen, Flemming Olsen, driver Jysk Vin.

 

Julie havde egentlig ikke troet, at butiksfaget var noget for hende. Men det har vist sig, at det er det, og Julie glæder sig over, at hun er blevet tilbudt en fast stilling hos Britt Hendriksen og Nikolaj Jørgensen, når hun er udlært.

 

Først skal fagprøven dog gennemføres. Julie har allerede bestemt, at den skal handle om økologiske oste, for det er et marked i vækst, fortæller hun.

Artiklen er opdateret 12. april 2019

DU FÅR FAGLIGT FÆLLESSKAB

Vær med i det faglige fællesskab på din arbejdsplads. Det er dig og dine kolleger, der vælger tillidsrepræsentanten, der er HK’s lokale repræsentant. Og som kan hjælpe dig i dagligdagen. Et fagligt fællesskab er ikke blot faglig støtte – det er også socialt fællesskab, hvor du har indflydelse på aktiviteter og handlinger.