aktiekurs

Sampension-kunder med høj risiko kan glæde sig over stort afkast i årets første kvartal, men for at imødegå risiko for kursfald senere, skruer selskabet nu lidt ned for aktieeksponeringen. Illustration: Shutterstock.  

Efter en kedelig udgang på 2018 er afkastet hos kunder, der sparer op i markedsrente hos Sampension, nu tilbage i topform. Er man blandt de yngste kunder med høj risiko ligger kvartalsafkastet eksempelvis på 10,1 procent., mens det for en 45-årig med moderat risiko er på 7,4 procent.

- Hvor Sampension ved årets udgang udmærkede sig ved at være et af de selskaber med det mindste negative afkast, tegner der sig et helt andet billede i år. Første kvartal af 2019 har været det bedste kvartal på aktiemarkederne i 10 år og det bedste første kvartal i mere end 20 år. Det betyder, at knap 2 års normalt aktieafkast kan bogføres på bare 3 måneder, siger Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension.

Risiko for kursfald

Aktiemarkederne skød året i gang med forrygende stigninger, som er fortsat frem til nu. Samtidig er væksttempoet i den globale økonomi gået ned i gear, og den kombination udgør en ikke uvæsentlig risiko for aktiemarkederne, advarer investeringsdirektøren.

- Det er sjældent, at aktierne oplever så stærkt et kvartal uden et markant opsving i den økonomiske aktivitet, men det vi ser her er, at væksttempoet er gået ned i gear – og det med en hastighed, der har overrasket de fleste negativt. Det efterlader os i en situation, hvor optimisme i aktiekurserne er lige rigeligt stor. Det er også bemærkelsesværdigt, at renterne samtidig er faldet. Det betyder, at risikoen for kursfald er forøget. Derfor har vi i Sampension reduceret aktieeksponeringen for vores kunder efter at have haft pænt med risiko siden nytår, forklarer Henrik Olejasz Larsen.