Anne

Projektledere, koordinatorer og konsulenter. Medarbejdere uden personaleansvar udøver masser af ledelse til hverdag. Men det kan være svært at trænge igennem, når man ikke har ret til at afgive ordrer, kan vende en stjernebesat skulder mod de genstridige og heller ikke har mandat til at hyre eller fyre.

Derfor er det helt afgørende at kunne trænge igennem og evne at stikke en finger i jorden. Og de vigtigste værktøjer til det er personlig gennemslagskraft og situationsforståelse.

Det mener i alle fald Anne Birgitte Lindholm, der er udviklingskonsulent med mange års erfaring som leder. I 2016 udgav hun bogen ”Ledelse uden personaleansvar - 10 stærke værktøjer”. Vi har bedt hende give os fem gode råd til, hvordan man trænger igennem - uden ledelsesansvar:

Ledelse uden personaleansvar kræver, at du er …

1. Modig – fordi du ofte vil stå i uforudsete situationer, hvor det forventes af dig, at du skal holde hovedet koldt og håndtere problemet.

2. Nysgerrig – fordi du skal have lyst til at udforske andre menneskers måde at fungere på, deres holdninger, følelser og adfærd. Uden at dømme dem, fordi de er anderledes end dig.

3. Klar til at finde din stil – fordi din autoritet udspringer af din personlighed og dine værdier. Og fordi din gennemslagskraft er størst, når du er dig selv.

4. Klar til at stå ved din stil – fordi vi alle er forskellige, og der ikke er én rigtig måde at lede på. Det væsentlige er, at du er konsekvent og forudsigelig i din ledelsesadfærd.

5. I stand til at genkende og håndtere egne følelser – fordi det undergraver din autoritet og din mulighed for at skabe resultater med andre, hvis du ubevidst lader dig rive med af dine følelser, frem for at håndtere dem bevidst.