De stormer derudaf og truer alle hårdtarbejdende mennesker, der mener at ordentlige løn- og ansættelsesvilkår er vigtige i et arbejdsliv. Sådan kan det i hvert fald føles, når giganter som Google, Amazon og Uber indtager vores hverdag og smider ’plejer’ på porten.

Men hvordan kommer du med ind i fremtiden, uden at miste det gode arbejdsliv?

Det gav futurist og virksomhedsrådgiver Lone Thier et bud på, da HK Østjylland satte digitalisering på dagsordenen den 1. maj.

Hænger du fast i fortiden? Så skal du ændre dit mindset!

Futurist og virksomhedsrådgiver Lone Thier. 

- I skal finde formålet med jeres eget arbejdsliv. Hvad er det I bidrager med og hvad skal andre bruge det til? Når I har styr på det, så er jeres mindset det samme, som de store virksomheders, og så får I succes, fortalte hun til de 100 fremmødte.

Gør du dit arbejde bedst muligt?

Lone Thiers oplæg havde til formål at give deltagerne et svar på, hvordan de kan bruge de hastige forandringer i samfundet til deres egen store fordel. Målet var at give deltagerne et mindset, en model og en metode til at skabe det arbejdsliv, de hver især allerhelst vil have i fremtiden. Og det starter hos en selv.

- Er der nogle af jer, der kan komme i tanke om arbejdsopgaver, I kunne løse 10 procent bedre, hvis I helt selv kunne få lov til at bestemme i jeres arbejdsliv, spurgte hun.

Det kunne alle i forsamlingen komme i tanke om, og straks var der enighed ved bordene om, at det jo ikke kan lade sig gøre på grund af chefen, bureaukrati, sure kollegaer eller noget andet bøvl.

- Vi vender tilbage til det med bøvlet, men start lige med at tænke over, hvad det er, der holder jer tilbage, når I faktisk ved, at I kan gøre arbejdet bedre, lød det udfordrende fra futuristen, der selv er uddannet robot-programmør, har drevet firma i Singapore og i øvrigt bakker op om både fagforeninger, overenskomster og et ordentligt psykisk arbejdsmiljø.

Efter en tænkepause, var det stadig al bøvlet, der stod som forklaring på, at arbejdsopgaver ikke altid løses så godt, som de kan.

Lone Thier køber dog ikke den forklaring.

- Mens langt de fleste af os tænker, at vi måske kan gøre noget 10 procent bedre, kan håndtere 10 procent flere kunder, kan løse 10 procent flere opgaver, hvis altså forholdene er til det, så tænker de store selskaber i 10 gange forbedring. Det skal I også gøre, forklarede hun.

Hænger du fast i fortiden? Så skal du ændre dit mindset!

Naja Vestergaard Pedersen var inviteret med til 1. maj af hendes mor, Connie Vestergaard Nielsen.

Fremtid eller fortid?

En af de fremmødte var Naja Vestergaard Pedersen, der er studerende. Hun var inviteret med at sin mor, for at få et indblik i, hvad HK og fagforeninger betyder for arbejdslivet.

- Jeg synes digitaliseringen er lidt skræmmende. Vi taler hele tiden om det, som noget, der ligger langt ude i fremtiden, men det er her jo lige nu. Man lægger bare ikke mærke til udviklingen. Når der kommer en ny app, så begynder vi bare at bruge den, fordi det er nemt. Man kan godt blive lidt skræmt over, at ’alle de andre’ ved så meget og er meget dygtigere end en selv. Sådan tror jeg, at mange unge tænker, siger hun.

Men der er ingen grund til at gå i panik, hvis man skal tro Lone Thier. Ved at kopiere giganternes mindset, kan fremtidens digitale udfordringer sagtens håndteres.

- Vores udgangspunkt er nutiden. Når noget nyt sker og fremtiden rammer os, så søger vi naturligt tilbage til fortiden. Her kommer vi i tanke om alt det, vi har erfaret som værende problematisk. Vi spotter lynhurtigt alt bøvlet. Chefen, bureaukratiet, kollegaer, manglende kompetencer. Det bringer vi så med ind i fremtiden. Vores syn på fremtidens udfordringer er derfor præget af bøvl fra fortiden. Sådan gør de ikke hos Google, Amazon og alle de andre. Her starter de også i nutiden, men så fokuserer de på at løse fremtiden bedst muligt. De besøger også fortiden, men de tager kun de erfaringer, der kan retfærdiggøre sig selv med ind i fremtiden. I stedet for at spørge: hvad gik galt sidst? Så spørger de: Hvordan kan jeg løse det bedst muligt? Derfor har de succes, lød det fra Lone Thier.

Hænger du fast i fortiden? Så skal du ændre dit mindset!

Lone Thier: Vi skal finde formålet med vores egen indsats ellers kan vi ikke arbejde os hen i mod målet.

Ifølge Lone Thier handler det helt grundlæggende om, at vi alle skal finde formålet med vores egen indsats. Uanset om vi blot er os selv i vores eget arbejdsliv, om vi er en fagforening eller en international gigant. For kan vi ikke forklare, hvad formålet med os selv er, så kan vi heller ikke arbejde os hen imod målet, mener hun.

- Da Uber kom til København, handlede det ikke om at genere de københavnske taxachauffører. Uber vil give let adgang til transport til alle, uanset hvor de befinder sig. Det er deres formål. Det handler ikke om at udkonkurrere taxachauffører, for i det øjeblik Uber kan præsentere selvkørende – eller flyvende – biler, så skal de slet ikke bruge chauffører til at nå deres mål, forklarede hun og fortalte samtidig, at der er i løbet af fire år muligvis er de første flyvende biler i Los Angeles, USA.

Formålet er også det væsentlige for både Google, Amazon og alle de andre store virksomheder. Amazon vil fx sælge alt, hvad der kan sælges online.

- De sætter målet foran alt. De fjerne alt det bøvl, de møder på deres vej, for det gør tingene nemmere, hurtigere og billigere. Hvis I vil det arbejdsliv, I drømmer om i fremtiden, så skal I gøre det samme, forklarede hun.

Lone Thier opfordrede derfor deltagerne til at lave en liste med tre bøvlede ting og tre ting, der giver energi i arbejdslivet, og over de næste tre måneder at fjerne en bøvlet ting og erstatte den med en energi-opgave.

- Skriv ned, hvilke aktiviteter, der dræner jer. Hvilke relationer, der ikke kommer nogle vegne. Gør op med systemer, hvor bøvl er blevet normalt og hvor alle mål skal retfærdiggøres af fortiden. Se på fremtiden som en udfordring, I skal løse bedst muligt, uanset, hvordan fortiden har opført sig. Det er nøglen til, hvordan I kan trives i en verden, der går susende hurtigt, forklarede Lone Thier.