Vejen til jobcentret kan være lang, hvis man aldrig før har haft et arbejde. Også selv om der kun er knap 10 kilometer fra Langkærparken i det vestlige Aarhus til centrum, hvor Jobcentret ligger.

Da Langkærparken skulle renoveres, havde den boligsociale leder Jan Houborg Andersen samlet otte unge mellem 18 og 22 år, der var meget langt fra arbejdsmarkedet og ingen erfaring havde med arbejde for at give dem mulighed for job og uddannelse i forbindelse med renoveringen, for det var en stor frustration, at der var så meget arbejde – og samtidig mange unge, der ikke lavede noget. Entreprenørfirmaet, der stod for renoveringen af de almennyttige boliger, var også indstille på at skabe social forandring i bebyggelsen.

- Set fra mit perspektiv skulle vi rekruttere målrettet blandt de mest udsatte unge, siger virksomhedskonsulent Kirsten Melanchton Andersen.

Der var tale om unge, som havde en sag i jobcentret, men som hverken var i gang med arbejde eller uddannelse, og kort fortalt lykkedes det at få dem alle videre i arbejde eller uddannelse. De begyndte med 14 dages praktik som pladsmænd, der lavede forefaldende arbejde på byggepladserne. De arbejdede 37 timer om ugen og fik kun deres uddannelseshjælp – og undervejs var der mange samtaler om, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Derefter startede de i job med løntilskud og steg til en timeløn på omkring 130 kroner i timen.

spiste aftensmad med de unge

Jan Houborg Andersen fremhæver, at de unge ingen erfaring havde fra arbejdsmarkedet – og det havde deres forældre som regel heller ikke. Derfor var det nødvendigt med en brobygger som Kirsten Melanchton Andersen, der kunne forklare dem, hvordan NemID, skat, feriepenge og årsopgørelse fungerer.

- Det er den slags, de ikke er vant til, at man snakker om derhjemme, og nogle dem skulle virkelig have hjælp til det hele, fortæller hun.

Men efterhånden som de otte fik succes med at være på en arbejdsplads, tjene penge og have kolleger blev andre interesseret, så Kirsten Melanchton Andersen sørgede for at være til stede og til rådighed i området. Nogle gange spiste hun aftensmad sammen med de unge i værestedet Pavillonen, der også er en del af Langkærparken. Der kunne andre, der også overvejede at skifte livsbane i retning af arbejde og håndværkeruddannelsen, nemt komme i snak med hende.

Udfordrede rammerne


De unge syntes typisk, at de havde haft dårlige erfaringer med det offentlige og frustrationer og kedelige oplevelser med jobcentret.

- I sådanne situationer opstår der nemt mistillid, men det var afgørende, at jeg var ”godkendt” af den boligsociale leder, Jan. Ham havde de tillid til, siger Kirsten Melanchton Andersen.

Hendes arbejde var ikke bare at bane vejen til arbejde for de unge. Hun sørgede også for at lette papirarbejdet for de mestre, der ansatte dem, så de ikke selv skulle have bøvl med tilskudsordninger og andet. En indsats, der betød, at de unge kunne begynde på arbejdspladsen med det samme.

Alt foregik indenfor samme rammer, som gælder for andre. Det er samme lovgivning, samme regler. Det kan man ikke lave om på.

- Man kan udfordre rammerne og ændre på arbejdsgangene – de unge skulle for eksempel ikke møde op ved en skranke, forklarer hun. Desuden gav systemet i tre måneder fem mentortimer om ugen i stedet for to, så der var mere tid til hver enkelt.

Kirsten Melanchton Andersen fremhæver, at hun fik kæmpeopbakning fra ledelsen og kollegerne til at gøre tingene på sin måde – og at det viste sig at være en enestående investering, for ikke alene kom alle otte videre med arbejde eller uddannelsen, men senere strømmede andre til, så i løbet at halvandet år kom 24 andre også igennem, for det havde en afsmittende virkning på de unges netværk. Og selv om renoveringen af Langkærparken nu er slut, lægger Kirsten Melanchton Andersen stadig en del af sine arbejdstimer i træpavillonen derude, så hun er nem at finde, hvis nogen har lyst til at komme i gang med arbejde eller uddannelse.

Ballademagerne tager ansvar

Byggeleder, ingeniør Palle Glæsborg fra entreprenørfirmaet Enemærke og Petersen kan godt lide at ansætte nogle lidt ”skæve” medarbejdere, der ikke har så meget på cv’et.

Det har firmaet gode erfaringer med, og omkring 75 procent af dem, der er kommet ind på en byggeplads på den måde, er endt med at blive håndværkere.

- Dem er der mangel på, så det er en succes, siger han og tilføjer, at når der er tale om ghettoproblematikker oplever firmaet, at de unge, der hidtil havde været ballademagere, tager ansvar og forhindrer, at der sker hærværk:

- Tidligere kunne boligforeningerne en nytårsaften opleve hærværk for flere hundrede tusinde kroner på knuste døre og vinduer, men når de unge får job hos byggefirmaerne, synes de pludselig, at det er deres huse, og så sørger de for, at der ikke bliver begået hærværk.

Palle Glæsborg siger, at det er lettest at tage de unge ind, når der er tale om store renoveringer på mindst 200 millioner kroner. - De starter som pladsmænd, men så er mange håndværksfag repræsenteret på pladsen, og så har de mulighed for at snakke med forskellige håndværkere og finde det, der passer til dem.

Kirsten Melanchton Andersen

41 år. Har siden 2007 arbejdet som virksomhedskonsulent i Jobcentret i Aarhus Kommune. Tidligere ansat som mentor i privat virksomhed.

Uddannelse: Næsten gennemført sygeplejerskeuddannelse.

Rapport om jobskabelse: Læs hele rapporten om renovering og jobskabelse i udsatte boligområder her: www.cfbu.dk