Aynur Taşlıçukur - Jeg håber, HK Hovedstaden gør JobBørsen større, siger Aynur Taşlıçukur. Foto: Torsten Raagaard

Det var en helt uvant situation for Aynur Taşlıçukur at stille sig i arbejdsløshedskøen på sit jobcenter 1. februar. Hun var midt i 20’erne, da hun blev kontoruddannet i et transportfirma i 1998 og har, som hun selv siger det, ”ikke gået arbejdsløs i mange, mange, mange år”.

Hun kom til informationsmøde i HK Hovedstadens Job & Vejledning, og pludselig fik hun øjnene op for en ukendt del af fagforeningens tilbud.

- Bedst som jeg sad der med sagsbehandleren, fik hun en mail om, at der var en ledig stilling i et opslag oppe hos HK Hovedstadens rekrutteringskonsulenter, husker Aynur Taşlıçukur.

- Så tænkte jeg, rekrutteringskonsulenter i HK? Det vidste jeg ikke, at de havde. Så endte jeg jo deroppe hos JobBørsen. For der var åbenbart en stilling, som matchede mine kvalifikationer, kunne de se på mit CV.

De kommende få måneder opstod et tæt samarbejde mellem Aynur Taşlıçukur og medarbejderen i HK Hovedstadens JobBørs, Dorthe Fischer, om at skaffe Taşlıçukur tilbage i job.

- Hun sendte jobopslag til mig løbende, Dorthe. Det var superfedt, hun sendte flere opslag. Og så sendte hun også et opslag for det firma, hvor jeg nu har fået job. Så var den jo i hus, konstaterer Aynur Taşlıçukur, der begyndte på sin nye arbejdsplads 13. maj.

En hjælpende hånd
Det har været helt afgørende for Aynur Taşlıçukur, at medarbejderne i JobBørsen viser menneskelig interesse og lytter til medlemmernes ønsker.

- Det er fedt, at der sidder en med mit CV og kan gå ind og matche det med de opslag, der er. Og at der er en, der sidder og tænker på dig og har dig med i puljen i forhold til de aktuelle jobs, siger Aynur Taşlıçukur.

- JobBørsen er en hjælpende hånd, en håndsudrækning. Det er dejligt, når du har sendt, jeg ved ikke hvor mange, ansøgninger afsted. Og så kommer der en her, der vil hjælpe dig.

- Det er så rart, at der er en anden, der tænker på dig og gerne vil hjælpe dig. Og så er det ens fagforening, konstaterer Aynur Taşlıçukur.

Tomgang i jobcenteret
Det var overhovedet ikke den oplevelse af målrettet arbejde, hun fik i det jobcenter, hun meldte sig ledig i.

- Der er jo ikke nogen indsats. Altså der var et informationsmøde, som jeg troede var individuelt. Men det viste sig, at alle skal ind samlet og snakke med hende konsulenten. Jeg havde ellers en opfattelse af, at jeg skulle ind og snakke individuelt med en konsulent, siger hun.

- Mange går med en forventning om, at jobcenteret kan skaffe en i job, men de sidder jo bare og laver administrativt arbejde. Men jobcentrenes jobkonsulenter hjælper ikke folk i job. Selv om det jo egentligt ligger i titlen ”jobkonsulent”, understreger Aynur Taşlıçukur.

Og da hun fik sit nye job gennem HK Hovedstadens JobBørs, blev det blot registreret i jobcenterets skemaer.

- De sagde dog tillykke, tilføjer Aynur Taşlıçukur.

Opfordring: Gør JobBørs større
Hun håber, at de fleste HK’ere kender til JobBørsen,

- For det er genialt, at HK har fundet på det. Den måde, JobBørsen gør det på, tror jeg, mange mennesker kunne have gavn af. Når man står i den situation, at man er frustreret og måske ikke har været arbejdsløs i mange, mange år, fortæller hun.

- Der kom et andet medlem op, mens jeg sad og talte med Dorthe, og den anden medarbejder i JobBørsen agerede på samme måde: De virker virkelig som, at de hjælper, ”vi skal nok få dig i gang”, siger Aynur Taşlıçukur.

- Det er jo det, man har brug for, når man sidder der, at nogen rækker ud og gerne vil hjælpe dig. Når du er ”Palle alene i verden”.

- Jeg kender et par andre tidligere kolleger, der er blevet arbejdsløse. Dem vil jeg da klart anbefale at kontakte JobBørsen.

Alligevel undrer det Aynur Taşlıçukur, at hun ikke som nytilmeldt arbejdsløs som det første blev gjort opmærksom på JobBørsen.

- Jeg synes, JobBørsen skal brande sig selv lidt mere. For jeg har ikke hørt nogen snakke om JobBørsen, slår Aynur Taşlıçukur fast.

- Der sidder også nogle virksomheder derude og siger, ”vi bruger HK, for de har helt sikkert mange ledige, som gerne vil ud”. Virksomhederne sparer jo hele den ansættelsesproces med at lægge det ud i forskellige portaler, påpeger hun.

- Tænk på alle de medlemmer, HK kunne få, hvis de fortalte mere om JobBørsen, vurderer Aynur Taşlıçukur.

Aynur Taşlıçukur - Jeg synes, HK Hovedstaden skal gøre mere reklame for JobBørsen, opfordrer Aynur Taşlıçukur. Foto: Torsten Raagaard

Spil på to heste gav resultat
Hun fik gennem sit jobcenter et forløb hos Jobpiloterne, mens JobBørsen blev ved med at sende hende opslag.

- Men så bad jeg Dorthe om at holde lidt igen. For jeg håbede, at Jobpiloterne kunne skaffe mig noget.

- Der gik der en rum tid, og så tænkte jeg: nej, jeg skal da spille på to heste. Og så spurgte jeg Dorthe, om jeg kunne komme med igen. Og hun sagde ”selvfølgelig”, og så begyndte hun at sende opslag, fortæller Aynur Taşlıçukur.

Så landede pludselig den stilling, Aynur Taşlıçukur søgte på. Hun kom til samtale og var den bedst egnede kandidat af dem, virksomheden havde kaldt til interview.

Derfor var hun forleden glad for efter 3 måneders ufrivillig ledighed at have udsigten til at vende tilbage på job.

- Wow, jeg glæder mig sindssygt meget. Og jeg klikkede med dem til samtalen, hvor jeg sad med chefen og to af de piger, jeg skal arbejde sammen med. Jeg gik jo bare ind og var mig selv, og jeg er helt ærligt lidt stolt, siger hun.

- Jeg er enormt positivt overrasket over JobBørsen, det er fedt, at HK har det. Når man tænker på jobcentrene, som ikke hjælper folk i gang, lyder dommen fra Aynur Taşlıçukur.

- Dorthe formidlede de job, hun mente kunne være relevante med mine kompetencer, og jeg søgte på dem, og det gav bonus til sidst. Jeg håber, HK Hovedstaden udvider JobBørsen og skaffer nogle flere rekrutteringskonsulenter, siger hun.

- At din fagforening tilbyder den mulighed, det er da genialt!

Læs også om Karin Ortmanns oplevelse med JobBørsen.