Lige i uddannelse, arbejde, økonomi, sundhed og alderdom. Vi har reguleret samfundet for at tage os af hinanden. Det skulle være trygt at være dansker, men desværre er vi i stigende grad ved at underminere den danske velfærdsmodel.

Bent Johansen, formand for HK Stat Østjylland

Debatindlæg fra Bent Klim Johansen, formand for HK Stat Østjylland.

Uligheden er igennem flere år blevet stadig større i hele verden, også i Danmark vokser uligheden markant. På blot to år er antallet af fattige i Danmark steget med hele 25 pct. Der er mere brug for fordelingspolitik nu end i mange år.

Hvorfor er dette et problem? Skaber ulighed ikke bare dynamik i samfundet? Nej, fordi ulighed skaber utryghed overalt i samfundet. Uligheden ødelægger simpelthen samfundets sammenhængskraft. Vi holder op med at bekymre os om ”de andre”, for det er jo deres egen skyld. De kunne jo bare tage sig sammen, mens tid var. Nej, det kan de ikke altid, Der lever allerede nu mere end 65.000 børn i fattigdom i danske familier. Er det børnenes egen skyld? Vi ser også markant ulighed i sundhedsvæsenet. Er dette også bare de syges og de ældres egen skyld?

Den øgede tilbagetrækningsalder vil i fremtiden skabe en endnu større ulighed på arbejdsmarkedet og senere i seniortilværelsen, hvis man altså nogensinde når dertil. Er det så også de nedslidtes egen skyld? Danmark har allerede nu, inden tilbagetrækningsreformen er fuldt indfaset, OECDs højeste tilbagetrækningsalder. Lige ret til en tidligere tilbagetrækningsalder efter den enkeltes egne behov, retten til en rimelig tilbagetrækningsalder og retten til en værdig alderdom skaber tryghed og stabilitet på arbejdsmarkedet.

Kort sagt skaber ulighed utryghed og den utryghed nedbryder vores samfund. Det danske samfund har som helhed aldrig været rigere end i dag og beskæftigelsen er højere nu end i mange år. For at bruge statsministerens egne ord: ”så buldrer den danske økonomi afsted”. Hvis vi ikke kan skabe stabilitet og sikkerhed for alle i historiske opgangstider, hvornår kan vi så? Vi kan, hvis vi ønsker det, være både rige, lige og trygge.

Det er jo netop den treenighed, der har skabt det rige og lige danske samfund. Skal det fortsat være trygt at være dansker, også for dine børn og børnebørn, så husk at valget er dit, når du om kort tid står i stemmeboksen.

Uligheden stiger