- På HK Kommunals konference Fag & Fremtid 2018 så jeg et oplæg ved Nicolai Schultz, der er RPA-konsulent (Robotic Process Automation) i Haderslev Kommune. Oplægget blev filmet, så da jeg kom hjem, kunne jeg vise det til de andre elever, og vi blev hurtigt enige om, at det kunne være spændende at komme på et besøg i Haderslev Kommune, fortæller Sofie Kjær Haislund.

 

Hun er 30 år og i gang med en kontoruddannelse i offentlig administration hos Skive Kommune. I alt har Skive Kommune fem kontorelever.

 

Jeanette Reslow og Sofie Kjær Haislund.

Jeanette Reslow (Til venstre), HR-udviklingskonsulent og elevkoordinator i Skive Kommune, og Sofie Kjær Haislund, kontorelev med speciale i offentlig administration.

 

Masser af erfaringsudveksling

Med opbakning fra Jeanette Reslow, HR-udviklingskonsulent og elevkoordinator i Skive Kommune, tog Sofie Kjær Haislund kontakt til den uddannelsesansvarlige i Haderslev Kommune, og et besøg blev aftalt.

 

Den 27. marts 2019 drog eleverne fra Skive Kommune sammen med Jeanette Reslow afsted til Haderslev, hvor de fik en rundtur på rådhuset. Herefter fortalte RPA-konsulent Nicolai Schultz om arbejdet med at automatisere forskellige rutineprægede arbejdsopgaver ved hjælp af robotter. Der er tale om et softwareprogram, der kan få forskellige it-systemer til at ”snakke sammen”, så arbejdet kan udføres automatisk.

 

Siden starten på RPA-projektet i marts 2018 har Haderslev Kommune fået gang i 18 automatiseringsprojekter rundt om i afdelingerne, hvor af mange handler om fakturering. Der er også blevet søsat større projekter som for eksempel tilbagebetaling af kontanthjælp, hvor processen med at tjekke indkomst i forhold til udbetaling af kontanthjælp er blevet automatiseret. Det er en robot, der skriver brevet til borgeren med afgørelse om afdragsordning og sender en opkrævning afsted.

 

Erfaringen er, at automatiseringen af rutineopgaver tager toppen af et arbejdspres og giver overskud til mere spændende opgaver samtidig med, at borgerne får bedre service for deres skattekroner.

 

Se mere om erfaringerne fra Haderslev Kommune

 

Det blev også til et oplæg ved Anne Mette Michelsen, der er IT-chef i Haderslev Kommune, om arbejdet med IT-sikkerhed.

 

Endelig blev det til erfaringsudveksling med de 12 kontorelever i Haderslev Kommune.

 

Stort udbytte

- Det har været rigtigt spændende at høre, hvordan man gør tingene i en anden kommune. Personligt kunne jeg godt tænke mig at arbejde med robotteknologi og automatisering af processer. I øjeblikket er jeg i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen men skal starte i Kultur- og Familieforvaltningen til september, og der kunne jeg godt tænke mig at have fokus på det, fortæller Sofie Kjær Haislund.

 

Som elevansvarlig har Jeanette Reslow også haft udbytte af studieturen.

 

- Jeg havde mulighed for at sparre med den uddannelsesansvarlige i Haderslev Kommune. Hun er lønkonsulent, så det er et forskelligt udgangspunkt, vi har. Og så har det givet eleverne en masse faglighed inden for blandt andet projektledelse at skulle arrangere turen. Vi uddanner elever for at beholde dem, så jo flere erfaringer de får jo bedre, fortæller hun.

 

Første juli 2019 kommer eleverne fra Haderslev Kommune i øvrigt på besøg i Skive. De skal høre om kommunens fokus på grøn energi og bæredygtighed. Det nye rådhus Den Blå Diamant er et nulenergihus, og en udviklingsafdeling under Skive Kommune kaldet Energibyen Skive arbejder med klima, energi og erhvervsudvikling under brandet RENT LIV.

 

På studietur med tilskud fra HK

Studieturen for eleverne i Skive Kommune er blevet til med støtte fra HK MidtVest.

Transporten til og fra Haderslev blev dækket med tilskud. Det samme blev morgen- og aftensmad.

Både elever under HK Kommunal og HK Stat MidtVest kan søge om tilskud til studieture.

Noget for dig? Så ret henvendelse til faglig konsulent Benedikte Fiskbæk Roed på telefon 3364 3537 eller e-mail benedikte.fiskbaek.roed@hk.dk 
Artiklen er opdateret 27. maj 2019

Du kan deltage i kurser og arrangementer

Vores kurser tager udgangspunkt i konkrete og aktuelle krav på arbejdsmarkedet. Du møder professionelle undervisere og oplægsholdere, der sikrer, at du får konkret viden med dig hjem. Så står du stærkere både fagligt, socialt og personligt, når du møder udfordringer i hverdagen. Du får det som en del af dit medlemskab - det eneste, det koster dig er din tid.