Her fortæller hun om forløbet:

Hvordan fandt du ud af, at du havde mistet dit arbejde?

Det var en onsdag, så jeg havde fri. Jeg var på besøg hos min søn og svigerdatter, hvor jeg sad og hyggede med mit barnebarn, da der tikkede en besked ind på min mobil via arbejdspladsens personalesystem. Den var fra min chef, som beklagede dybt at måtte fortælle os, at virksomheden var gået konkurs. Alle var fyret, der ville ikke blive udbetalt mere løn, og vi ville høre mere fra kurator.

Min første tanke var: Jeg skal ringe til HK! Jeg har været medlem af HK siden jeg var 16-17 år gammel, og jeg har før fået både faglig hjælp og hjælp til efteruddannelse. Jeg elsker, at man altid bare kan gribe telefonen, og så er hjælpen på vej.

 

Hvad fik du så ud af opkaldet til HK?
Jeg talte med faglig konsulent Aino Schriver, som bad mig om at samle alle vagtplaner, lønsedler og andet, der kunne dokumentere mit arbejde. Heldigvis havde jeg jo stadig adgang til personalesystemet, fordi det hele var gået så stærkt. Så jeg tog screenshots af alt, der havde med mig og min arbejdstid at gøre. Så sendte jeg det til Aino, og det var faktisk det. Hun tog den derfra.

Kort tid efter gik der penge ind på min konto, som var et lån fra HK, så jeg kunne klare mig økonomisk, mens HK kørte en sag i Lønmodtagernes Garantifond. Et par måneder tog det, og så fik jeg besked om, at sagen var afgjort, og at jeg ville få de penge overført, som jeg var berettiget til fra Lønmodtagernes Garantifond. Selvom lånet fra HK var fratrukket, blev det til en fin lille opsparing.

 

Var det en ubehagelig tid?
Nej, egentlig ikke. Jeg havde ikke haft jobbet så længe og var ikke så knyttet til det. Men det kunne sagtens have været en ubehagelig tid, for jeg er sådan én, der bliver nervøs, hvis der ikke er fuldstændig styr på økonomien. Men jeg manglede jo på intet tidspunkt de lønkroner, jeg var blevet snydt for. Og Aino forklarede sagens gang for mig på en måde, så jeg var helt tryg ved, at Lønmodtagernes Garantifond ville udbetale de penge, jeg indledningsvist lånte af HK. Alt gik så fredeligt.

Det var noget helt andet for en kollega, jeg havde, som ikke var med i en fagforening. Hun stod virkelig med håret i postkassen. Det kræver virkelig meget, hvis man selv skal have styr på alle de ting, som en sag hos Lønmodtagernes Garantifond kræver. Og indtil sagen er afgjort, har man jo ingen penge.

 

Hvor er du her 4 måneder efter konkursen?

Jeg er igen i et arbejde, som jeg dog af flere grunde ser som midlertidigt. Så jeg kigger mig om efter noget andet, og er i den forbindelse også blevet opmærksom på de muligheder, HK har for jobsøgende.

Der er blandt andet Karrieretelefonen og Jobbørs. Jeg tror snart, HK skal have et kald igen.

DU FÅR GODE RÅD OG FAGLIG HJÆLP – NÅR DU ER LEDIG

Hvis du bliver ledig står vi klar med faglig hjælp og rådgivning. Og vi kan hurtigt hjælpe dig videre i dit arbejdsliv. Med HK KvikStart er du godt på vej allerede i opsigelsesperioden.