Anette Søderberg

Anette Søderberg Nielsen (tv.) fik hjælp af Bettina Larsen, faglig konsulent i HK Handel Midt, efter hun blev opsagt fra sit job.

 

Der var ingen tegn i sol og måne på, at Anette Søderberg Nielsen og 7 andre kolleger på lageret skulle siges op. Ingen negative, kritiske mus-samtaler. Ingen advarsler. Ingenting. Bortset fra et hasteindkaldt møde, hvor ledelsen fortalte, at der dagen efter ville være fyringer på arbejdspladsen. Det bekymrede og undrede naturligvis medarbejderne på lageret. Også Anette, der netop havde fået at vide, at hun skulle overgå til en anden arbejdsplan, der indebar, at hun skulle tilbage på aftenhold:

Med en såkaldt §56 på grund af gigtsygdom og en kronisk depression (i arbejdsretslig sammenhæng defineret som et ”handicap”) var Anette samtidig ansat på særlige betingelser, og en opsigelse af hende uden forudgående varsler og begrundelser gjorde, at hun sammen med HK valgte at lægge sag an mod Coop efter loven om diskriminerende forskelsbehandling. Nu har Anette og HK fået medhold og en medfølgende erstatning på 245.000 kroner:

   - Jeg knækkede sammen, da jeg kom ned til Bettina, fordi opsigelsen kom så overraskende, og fordi vi var så mange, der blev sagt op. Vi udgjorde faktisk en tredjedel af alle i afdelingen, og otte af os havde været der i over 20 år og havde rundet de 50 år. Jeg er samtidig en medarbejder, der igennem årene har prøvet mange forskelle funktioner og derfor kender virksomheden godt, siger Anette:

 

- Bettina var med ude på Coop på selv dagen, men jeg var for ødelagt til at benytte mig af det lige der. Til gengæld vidste jeg, at jeg kunne bruge HK, og det gjorde jeg

 

   - Bettina var med ude på Coop på selv dagen, men jeg var for ødelagt til at benytte mig af det lige der. Til gengæld vidste jeg, at jeg kunne bruge HK, og det gjorde jeg, fortæller Anette om de første timer og dage efter opsigelsen:

- Jeg talte med Bettina et par gange, og det var rigtig rart, at her var en person, der kendte noget til mig og min situation. Hos Bettina var sagen i trygge hænder, og jeg var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at HK nok skulle få det bedste ud af det på mine vegne.

 

Kendte cheferne overhovedet medarbejderne?

Både Anette og Bettina Larsen, der er faglig konsulent i HK Handel Midt, undrer sig over, hvordan de mange nye chefer på arbejdspladsen overhovedet kunne vurdere medarbejderne:

   - Den nye chef havde jeg måske kun talt med et par gange, hvor jeg endda havde fået ros for at tage initiativ og lave nogle ting selv. De mange nye chefer derude kendte os ikke og vidste ikke, hvad vi sad med. Min nye chef var ikke på noget tidspunkt henne og spørge mig om, hvad jeg lavede. Derfor undrede det mig, at han og ledelsen kunne vurdere vores arbejde, siger Anette, mens Bettina fortsætter:

   - Noget af det, der for os har været påfaldende i forløbet, er, at det er nye chefer, der har sagt medarbejderne op. Chefer, der ikke har været der ret længe og derfor heller ikke kendte folk så godt. Det er samtidig tydeligt, at alle opsagte er folk med høj anciennitet. Der er derfor også andre sager, som vi kigger nærmere på.

 

Der er samtidig ansat nye i de opsagtes stillinger. Det er også en af grundene til, at vi kører flere sager omkring de her opsigelser. Det virker alt i alt som om, at Coop henover natten besluttede, at nu skulle der spares

 

   - Der er samtidig ansat nye i de opsagtes stillinger. Det er også en af grundene til, at vi kører flere sager omkring de her opsigelser. Det virker alt i alt som om, at Coop henover natten besluttede, at nu skulle der spares, siger hun og undrer sig over det mærkelige forløb hos arbejdsgiveren:

   - Coop havde ikke styr på det juridiske i det her. For eksempel omkring Anettes §56, hvor der i givet fald altid skal være et opsigelsesvarsel og en fratrædelsesaftale, hvis man ikke mener, at medarbejderen kan leve op til virksomhedens forventninger. I stedet fik Anette bare stukket en opsigelse ud. Hvis deres argumentation gik på, at der skulle omstruktureres, så ville vi have forhandlet med dem og fundet den løsning, der i situationen var bedst for Anette. I det her tilfælde skulle de endda have gjort noget for at omplacere Anette. Alt det var der ikke noget af i denne sag, hvor det virker til, at HR-afdelingen sov i timen.

 

Nye vinde slettede gamle aftaler

Med en §56 var Coop dækket ind, hvis Anettes gigtsygdom gav hende problemer og betød sygedage. Samtidig havde afdelingen været så glad for hendes arbejde, at hun havde sparet over 500 timer op til afspadsering. Dem opfordrede den tidligere øverste chef i Odense hende til at bruge til at afspadsere hver onsdag. Da stort set hele chefholdet i løbet af forholdsvis kort tid blev skiftet ud, så gik det også ud over denne og andre aftaler, som Anette havde med den tidligere chef:

 

Der kom nye chefer ind, og de havde ikke lige lyst til de aftaler, vi havde. De kom og havde deres papirer med på, hvordan tingene skulle gøres, men der var ikke taget helt højde for de sving, der altid vil være undervejs.

 

   - Der kom nye chefer ind, og de havde ikke lige lyst til de aftaler, vi havde. De kom og havde deres papirer med på, hvordan tingene skulle gøres, men der var ikke taget helt højde for de sving, der altid vil være undervejs. Jeg savnede samtidig noget sammenhold, hvor vi kolleger satte os ned på bagdelen og gjorde opmærksom på, at det kunne ikke være rigtigt med opsigelserne og forløbet. At fyre en tredjedel af medarbejderne er jo at sige til folk, at vi ikke lavede noget i forvejen – og i øvrigt er der jo ansat nye i funktionerne, mens resten er klaret med omstruktureringer, lyder det Anette, der har svært ved at skjule sin enorme skuffelse over arbejdsgiveren gennem 22 år på grund af de urimelige opsigelser, der både lugtede af forskelsbehandling og aldersdiskrimination.

Nu glæder hun sig over, at der endelig er kommet en afgørelse og dermed mere ro på. Så kan hun bedre nyde den arbejdsprøvning i en midtfynsk friskole, som Faaborg-Midtfyn Kommune har hjulpet hende til. Her kan hun fornemme, at der er brug for hende. Det var der pludseligt ikke hos Coop, da Anette og syv kolleger blev sagt op. Med det indgåede kompromis, hvor Coop gav sig, så sagen ikke engang nåede i retten, har Anette nu fået bekræftet, at hendes opsigelse var udtryk for urimelig forskelsbehandling.