Kirsten Estrup Madsen

Nu er der også en ekspert, som har bekræftet det, jeg havde mistanke om: Alt det med multitasking er ikke muligt. I hvert fald ikke uden at vi bliver belastede.

Vi har kun en kanal ind, fortalte hjerneforsker og debattør Lone Frank på den nyligt afholdte konference for arbejdsmiljørepræsentanter i HK Privat. Vi udsættes for mange forstyrrelser i løbet af dagen: Mail, telefoner, kollegaer eller egen overspringshandlinger. Derfor er det tankevækkende, at Lone Frank fortalte, at det faktisk tager 20 minutter at komme tilbage til den opgave, man var i gang med inden forstyrrelsen. Samtidig højnes ens stresshormon kortisol hver gang man bliver afbrudt.

Resultatet er dårligere koncentration. Vi bliver mindre effektive, og det kan også være en faktor til at udløse tilstanden stress. Altså alvorlig stress, som er forfærdelig, og som mange medlemmer desværre rammes af. Lone Franks råd, som jeg tog med mig, er: Træn i at lave en opgave ad gangen. Fra mig selv ved jeg, at det er en øvelse, og jeg skal virkelig tage mig selv i nakken for at blive i opgaven, hvad enten det er på job eller på hjemmefronten. Men det dur. Jeg kan kun opfordre dig til at prøve. Øvelse gør mester!