Lønsikring for HK/Privats medlemmer

 

Kan jeg beholde mit job? Hvordan ser min økonomiske situation ud, hvis jeg mister jobbet? Hvor lang tid går der, før jeg finder et nyt? Utryghed eller snarere tryghed i arbejdslivet er af en af topscorerne, når HK/Privat spørger medlemmer, hvad der betyder mest i deres arbejdsliv.

Derfor har HK/Privat besluttet at medlemmerne bliver omfattet af en kollektiv lønforsikring. Alle medlemmer får et brev med posten, hvor de kan læse mere om HK Kollektiv Lønforsikring. Brevet lander i postkasserne mellem 13. og 20. juni. Se brevet til medlemmer

- En lønforsikring mindsker den økonomiske smerte ved at blive ledig, og så kan den generelt give dig færre bekymringer, hvis du fx går og frygter, at din virksomhed planlægger at afskedige, siger Simon Tøgern, formand for HK/Privat

Lønforsikringen er obligatorisk og omfatter alle medlemmer, som er i ordinær beskæftigelse og er medlem af både HK’s fagforening og a-kasse. Bliver man ledig, kan man få dækket til 80 procent af den hidtidige løn, hvis man bliver sagt op. Lønforsikringen koster 79 kroner om måneden, og opkræves sammen med det fagforenings- og a-kassekontingent.

- Normalt er en sådan privat lønforsikring rigtig dyr. Men fordi vi gør det kollektivt, og alle i HK/Privat skal være med i den, har vi kunnet presse prisen rigtig langt ned til de 79 kr. Ligesom med a-kassebidrag får du fradrag, så din udgift reelt er 59 kroner, forklarer Simon Tøgern.

Din opgave som tillidsrepræsentant
Indførslen af HK Kollektiv Lønforsikring vil selvfølgelig give en del spørgsmål fra medlemmerne. Derfor får du i din egenskab af tillidsrepræsentant materialet om lønforsikringen en uge før medlemmerne. Så du er klædt på til at svare på spørgsmål fra dine kolleger. Husk dog, at du ikke skal være rådgiver, men bare hjælpe kollegerne med at finde informationer.

For at hjælpe med spørgsmål har vi oprettet et beredskab, som du og dine kolleger kan henvende sig til.
Beredskabet vil være i luften fra d. 13. juni.

  • Du kan ringe alle hverdage til vores LønforsikringsHOTLINE på 3330 4999
  • Du kan også maile til lonforsikring_hkprivat@hk.dk
  • Du kan også finde flere oplysninger på www.hk.dk/loenforsikring_privat (virker fra 13. juni)
  • Du kan også gå direkte til en digital beregner, hvor du kan taste din løn ind og se, hvor meget
    lønforsikringen vil give dig: www.hk.dk/beregnloenforsikring

Vigtigt: HK Kollektiv Lønforsikring træder i kraft 1. september 2019. Har du kolleger, som står i en anden fagforening, så kan de kan tage ancienniteten fra deres tidligere a-kasse med sig, hvis de melder sig ind i HK’s fagforening og a-kasse senest 31. august.

Har du brug for materiale til de kolleger, så kan du få HK/Privats pjece om lønforsikringen i din afdeling eller printe den selv. Du kan også henvise dem til vores hotline
Hent pjecen