Den gode nyhed fra KL er, at kommunerne godt kan fortsætte med at have sider på Facebook.

Den mere bekymrede er, at de dælme skal tage stilling til om de vil have en databehandleraftale med Facebook – og hvis det ikke er muligt, så indskrænkes funktioner og brug af Facebook.

Sådan skriver KL nu ud til kommunerne om deres brug af Facebook.

Den korte udgave af anbefalingen lyder, at når en kommune opretter en side på Facebook er kommunen dataansvarlig for behandling af de personoplysninger, der sker på siden.

Drop genkendelige persone

Og Facebook er som leverandør databehandler for kommunen.

Uanset Facebook er gratis skal der altså indgås en databehandleraftale.

Vil kommunen eller Facebook IKKE indgå en aftale, kræver det 1) at der ikke optræder personoplysninger på siden, fx ved at der ikke optræder genkendelige personer på siden eller andre personoplysninger – og det kan et samtykke ikke ændre på 2) at man lukker for indbakke/beskedfunktionen, så borgere ikke kan skrive til kommunen via Facebook.

Dog pointerer KL i en opdatering af anbefalingen, at Facebook netop har ændret vilkår for databehandling – og KL vil snarest komme med en vurdering af ændringen, bla om vilkårsændringen faktisk kan gøre det ud for en databehandleraftale.

Hvad med fansider?

En særlig udfordring udgør de såkaldte kommunesider (eller fansider som de hed i gamle dage), hvor borgere kan synes godt om en virksomhed.

En EU-dom siger nemlig at fordi kommunen derved får adgang til særlige statistik over de besøgende, skal administratorer af siden indgå en særlig aftale om fælles dataansvar med Facebook.

KL mener dog, at dommen er indgået på forkerte og forældede præmisser og anbefaler derfor, at kommunerne holder fast i deres sider og blot henviser til Facebooks aftaletekst om dataansvar.