Peter Raben

HK Stats næstformand Peter Raben ser gerne, at de statslige arbejdsgivere går efter at ansætte de rette personer til de rette job. Foto: Mikkel Østergaard.

Især på to områder fortrænger akademikere HK’ere på statens område. Det ene er ministerier og styrelser, hvor mange akademikere, især nyuddannede humanister, bliver ansat i et HK-job. Det andet er på universiteternes studieadministrationer, fortæller HK Stats næstformand, Peter Raben.

- På Aarhus Universitet ansætter man nyuddannede kandidater i HK-job med den begrundelse, at de jo selv har gået på universitetet. Så må de jo vide en hel masse om studieadministration. Det gør de jo ikke.

Det er noget helt andet at løse administrative opgaver end at gå på universitetet, bemærker Peter Raben, og sætter streg under den pointe med en parallel fra sit eget liv:

- Det svarer jo til mit forhold til at køre tog. Jeg har altid kørt og kører fortsat meget med tog. Har tit sidder forrest i toget. Men det gør jo ikke, at jeg pludselig kan sætte mig ind og være lokofører. Det ville ikke være særlig godt for jernbanedriften, siger næstformanden.

Rette person til rette job

- Vi så gerne, at man valgte den rigtige person til det rigtige job. Vi er kommet et godt stykke i den retning inden for politiet. HK Stats folk på området har fortalt politikerne, at der er en samfundsmæssig fornuft i at lade HK’ere lave HK-arbejde og så vidt det er muligt lade politibetjentene fange tyve og mange andre ting, som politiet burde gøre, og som borgerne efterspørger at politiet gør.

Cirka hvert 7. HK-job i staten er besat med en akademisk uddannet. Det viste en AE-analyse for nylig. Og tallet er frustrerende, mener Peter Raben. Han mener, at det ville være dejligt, hvis der var flere ledere og ikke mindst politikere, der tænkte på samme måde som retspræsident Helle Bertung og direktør Claus Henrik Larsen.

Læs nyhed fra debatten ved HK's arrangement på Folkemødet: Professor: Jobsnobberi at ansætte akademikere til at administrere