I medierne er der ofte historier om, at bisidder- og støtteforeningen ”Syg i XX-Kommune” er i konflikt med den pågældende kommune.

Der har endda været eksempler på chikane og hetz mod medarbejderne i den konflikt.

Kommunalbladet har i tidligere artikler skrevet om disse konflikter, herunder hvordan kommunerne bedst reagerer på den slags, og her kunne bladet konstatere, at nogle ønskede dialog, andre nærmest at holde dem fra døren.

Medarbejdere spurgt og nikket ok

Haderslev Kommune har nu valgt at gå i samarbejde med den lokale forening.

Det sker ved at uddanne tre af foreningens bisiddere, så de bliver bedre klædt på til at bisidde og evt. repræsentere borgere.

Politikerne i Haderslev har forhånd haft følere ud til medarbejderne for at vejre deres holdning – og den var positiv.