Fotocollage med billeder fra HK Sjællands uddeling af legatgaver til dimittender i juni 2019.

HK Sjælland delte legatgaver ud til dimittender på 4 lokale uddannelsessteder i juni 2019.

Efter et par hektiske måneder med afsluttende prøver er eksamensbeviset endelig i hus. Nu venter arbejdsmarkedet på at blive udforsket og nye fremtidsdrømme på at blive realiseret.

De seneste uger er eleverne blevet fejret ved festlige dimissioner på regionens skoler, og nogle har fået en ekstra lille erkendtlighed med hjem i form af en legatgave.

Esben Hansen fra HK Sjælland fortæller:

- Det er uddannelsesstederne, der indstiller eleverne. Fælles for dem er, at de har gjort sig særligt bemærket under uddannelsen. Det kan fx være fordi, man er en god kammerat, flittig eller virkelig brænder for sit fag. Ved udvælgelsen bliver der nemlig set på både engagement, faglighed, personlige og sociale kompetencer.

Her er der uddelt legatgaver

Første legatgave gik til Anders fra Praktikcentret Køge. Han er nyuddannet kontorassistent med administration som speciale og blev indstillet, fordi han bl.a. er meget pligtopfyldende, en god kollega, hjælpsom og har gjort en forskel og optimeret arbejdsprocesser.

Der var også en legatgave til Marichu, som desværre var forhindret i at deltage.

Roskilde Handelsskole var der hurraråb, taler og blomster fra skolen til dimittenderne. Her blev der uddelt 7 legatgaver.

Et af Esben Hansens budskaber til dimittenderne var at huske at lægge de digitale medier til side ind imellem og bruge mere tid på de virkelige relationer. Fordi livet består af øjeblikke, og minder mellem mennesker varer længere end et foto.

Der lød også en opfordring til salen om at gå ud og fortælle omverdenen om erhvervsuddannelsernes kvaliteter – at de 4 år med skole og praktik er fantastiske, og at uddannelsen giver eleverne nogle stærke kompetencer.

- Det er der virkelig brug for, for mens virksomhederne kalder på kvalificeret arbejdskraft, så er erhvervsuddannelserne lidt overset og ofte ikke det første valg, når de unge skal vælge ungdomsuddannelse, fortæller Esben Hansen.

Herefter gik turen til ZBC Slagelse, hvor 3 færdiguddannede elever inden for henholdsvis offentlig administration, administration og salgsassistent med tekstil som speciale modtog legatgaver.

Sarah Salila Carlsen fra EUC Nordvestsjælland løb med den sidste legatgave. Hun er nu uddannet kontorassistent med administration som speciale.

Et stort tillykke med uddannelsen og rigtig god vind fremover.

Er du på udkig efter en elevplads? Find den her på HK.DK