Sommerhilsen

Kære alle

Halvdelen at 2019 har nu fået ben at gå på, og lige om lidt er det tiden, hvor sommerferien for alvor begynder at indfinde sig for de fleste af os og det endda lige p.t. med udsigt til dejligt vejr med solskin.

Specielt den lidt længere sommerferie er den ferie, hvor man for alvor kan få ladet batterierne op, trække stikket helt fra sit arbejde og koble helt af med visheden om at vækkeurets kimen holder pause i en lidt længere periode.

Man har muligheden for at få slappet af og nå nogle af de ting, der ikke altid er tid til i hverdagen, eller måske i det hele taget bare tage sig tid til at lave absolut ingenting. Når hverdagen så melder sig igen, er man forhåbentligt klar til at tage fat på opgaverne med fornyede kræfter.

Og opgaver på statens arbejdspladser er der i hvert fald nok af… det har vi ved selvsyn kunnet konstatere på vores besøg rundt på store og små statslige arbejdspladser her i det første halvår. Det er en meget vigtig prioritet for os at komme ud på alle arbejdspladser og har du endnu ikke haft besøg af os, så må du endelig ikke tøve med at kontakte os.

Organisationsaftalen

I maj måned blev vores længe ventede organisationsaftale underskrevet, og dermed blev der åbnet op for at op mod 7.000 af HK Stats medlemmer endelig kunne få udbetalt de særlige lønstigninger, som blev aftalt ved overenskomstfornyelsen i foråret 2018.

Moderniseringsstyrelsen meddelte os, at lønstigningerne ville blive udbetalt med juni-lønnen og det er den heldigvis også blevet langt de fleste steder, men det har desværre vist sig, at det ikke er sket alle steder. Det er rigtig ærgerligt, men jeg forventer helt klart, at de bliver udbetalt med juli-lønnen eller i hvert fald senest med august-lønnen.

Lønforsikringen

Fra 1. september 2019 bliver HK Stats kollektive lønforsikring forbedret, og det gør den uden at prisen stiger. Det sker, når vores ordning bliver en del af en fælles lønforsikring for både kommunalt, statslige og privatansatte HK’ere.

Hidtil har HK Privats medlemmer ikke haft kollektiv lønforsikring som en del af deres medlemskab, men det får de nu i og med at HK indfører en fælles, kollektiv lønforsikring for medlemmer af både HK Privat, HK Kommunal og HK Stat.

Det er virkelig dejligt, at man nu som statsansat kan tage sin lønforsikring med hvis man får job inden for det private og vice versa.

For at fejre indførslen af den kollektive lønforsikring, har man besluttet at suspendere den 12 måneder lange karensperiode indtil den 31. august, hvilket betyder, at hvis nye medlemmer melder sig inden senest den 31. august, bliver de dækket af lønforsikringen allerede fra den 1. september i år.

Det gælder naturligvis også for de nuværende medlemmer, der ikke allerede har 12 måneders anciennitet. De får selvfølgelig også tilskrevet ekstra anciennitet, så de på samme vis er dækket fra den 1. september i år.

På den måde vil alle nuværende medlemmer med ret til dagpenge fra 1. september i år have ret til at få penge fra lønforsikringen, hvis de bliver ledige. Man behøver altså ikke have været medlem i et år for at kunne få gavn af lønforsikringen.

Hvis man tjener for lidt til at få dækning fra lønforsikringen, så kan alle fremover blive fritaget for at betale fagforeningskontingent i en periode, hvis man bliver arbejdsløs. Kontingentfritagelsen gælder i op til 6 måneder, altså lige så længe som man kan få udbetaling fra lønforsikringen.

Brug os

Apropos løn, så husk at I altid kan få statsteamet ud og klæde jer på til en lønsamtale og hjælpe med en individuel sparring på din egen lønindstilling, det er en overvejelse værd for i sidste ende kunne det betyde mere i lønposen for jer. Derudover kommer vi gerne ud på de statslige arbejdspladser i Nordjylland med oplæg om andre emner: Stress – nej tak, HK’s hjemmeside, kompetenceudvikling og psykisk arbejdsmiljø.

Sammen med HK Stat teamet i HK Nordjylland – Marianne, Michael, Morten, Lenette og vores nye fagchef Nina – ønsker jeg dig og din familie en rigtig dejlig solskinsfyldt sommer.

 

Mange sommerhilsner
Jonna Vestergaard
Sektorformand HK Stat Nordjylland