ABC Lavpris i Ulfborg har på flere områder en usædvanlig taktik.

 

For eksempel åbner butikken først kl. 8 om morgenen og lukker igen allerede kl. 19.

 

Ved at undgå ydertimerne er det nemmere at holde på det faste personale, lyder filosofien.

 

- Flere af de fastansatte er på vej mod 25-års jubilæum. Det er usædvanligt i branchen. Vi har haft besøg af HK, som ville høre, hvordan vi fastholder vores personale, fortæller bestyrer Rene Martinsen.

 

Stort set altid er der fastansatte til stede. Butikken bliver aldrig passet af ungarbejdere alene. Det holder servicen oppe, og derved tjenes de penge, som lange åbningstider måske kunne give, tror Rene Martinsen.

 

Rene Martinsen, bestyrer, ABC Lavpris i Ulfborg.

Rene Martinsen, bestyrer af ABC Lavpris i Ulfborg.

 

Fyrer ikke ved 18 år

ABC Lavpris har også en speciel taktik omkring ungarbejdere.

 

De bliver ikke automatisk fyret som i mange andre butikker, når de fylder 18 år. De får ofte i stedet andre opgaver med større ansvar. Butikken er afhængig af dem.

 

Samlet beskæftiger forretningen cirka 40 personer.

 

Dagligvarebutikken i Ulfborg begyndte i 1989 med cirka 800 kvadratmeter forretning og lager. I dag er der tre gange så meget under tag – 2.400 kvadratmeter. I en helt almindelig uge har butikken 6.500 ekspeditioner.

 

Det vestjyske supermarked beviser, at de store byer ikke behøver løbe med al handel. ABC Lavpris er i dag ifølge sine egne oplysninger det tredjestørste supermarked i Holstebro Kommune.

 

Et godt eksempel

- Jeg synes, at ABC Lavpris i Ulfborg er et godt eksempel på, at udvidede åbningstider ikke altid er vejen frem, siger Susanne Sommerlund, formand for HK Handel MidtVest, og fortsætter:

 

- Vi ved i HK, at de udvidede åbningstider, som vi ser i mange butikker, betyder, at det kan være svært at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Og, at der er butiksansatte der af den grund vælger at skifte branche, lige som der er unge der vælger en detailuddannelse fra.

 

Susanne Sommerlund, formand for HK Handel MidtVest.

Susanne Sommerlund, formand for HK Handel MidtVest.

 

- Desuden glæder det mig, at der bliver satset på fastansatte medarbejdere og kun ungarbejdere som et supplement. Vi oplever ellers i øjeblikket i detailbranchen, at butikkerne ansætter unge på deltid, mens jobbene på fuldtid forsvinder. Det betyder, at de medarbejdere, der har taget en butiksuddannelse, har svært ved at finde et fuldtidsjob, de kan leve af. De må skrabe timer sammen med løsarbejde og tage flere jobs for at få økonomien til at hænge sammen, siger hun.

 

- Når det er sagt, er det også dejligt at se, at ABC Lavpris i Ulfborg værdsætter og beholder de ungarbejdere, de har, selv om de fylder 18 år, og faktisk giver dem mere ansvar og opgaver.

 

ABC-kæden omfatter i alt 14 butikker i Jylland og på Fyn. Kæden er startet af to fætre og stadig familieejet med hovedkvarter i Tarm i Vestjylland. 

Artiklen er opdateret 04. juli 2019

DU FÅR GODE RÅD OG FAGLIG HJÆLP – NÅR DU ER I JOB

Vi er eksperter i dine vilkår på jobbet – for hver arbejdsplads har sin egen kontaktperson og faglige medarbejder hos HK. Hun kender de unikke vilkår, som lige præcis jeres arbejdsplads har. Og så kender hun dit fag. Derfor er du garanteret kompetent og professionel rådgivning, uanset om det handler om løn, stress, arbejdsmiljø eller spørgsmål om overenskomst. Du er altid velkommen til at kontakte dine lokale afdeling for at få råd og vejledning.