Jobpatruljen 2019 - aktivisterne afslørede i år flere grelle forhold end sidste år

Jobpatruljen 2019 i Nordjylland: Aktivisterne afslørede i år flere grelle forhold end sidste år

 

Jobpatruljen afsluttede fredag sin årlige tur rundt i Nordjylland i uge 28 og 29. I år har den afdækket overraskende mange steder med dårlige eller direkte ulovlige arbejdsforhold for unge fritidsjobbere. Langt flere sager end sidste år bliver derfor sendt til faglig opfølgning eller politianmeldes i år i forhold til 2018.

 

Rigtig mange steder har arbejdsgiveren heldigvis godt styr på de love og regler, de unge skal arbejde under, men et stigende antal arbejdspladser har så meget rod i reglerne, at Jobpatruljen må sende sagerne videre til faglig opfølgning i de relevante fagforeninger eller politianmeldelse.

 

Hvor der sidste år blev sendt 165 sager videre, er tallet i år helt oppe på 229.

Det er især sager om arbejdsmiljø, ansættelsesforhold, arbejdstid og servering af alkohol, der skal kigges nærmere på.

 

16-årig i friture-ulykke

 

Blandt de sager, der har overrasket Jobpatruljen, er en 16-årig dreng, der på sit arbejde i en restauration havde fået kogende friture på sin hånd og arm. Da Jobpatruljens frivillige mødte ham dagen efter uheldet, var den 16-årige mødt på arbejde, som om intet var sket. Han havde heller ikke været ved lægen med sine brandsår, kunne han fortælle Jobpatruljen,

 

- Den sag var vi ærlig talt noget rystede over. Man kan undre sig over, at arbejdsgiveren ikke reagerer ved at sende den unge til læge med det samme, og at der tilsyneladende heller ikke er nogle forældre, der har reageret. Og det blev bestemt ikke bedre af, at vi et andet sted dagen efter mødte endnu en ung, der også havde været involveret i et uheld med friture, siger den nordjyske Jobpatruljekoordinator Anne Sofie Juul Vejrum.

Hun understreger, at man som ansat har ret til at få fri med løn, når man skal til læge efter et uheld på arbejdspladsen. Og at det i øvrigt er arbejdsgiverens ansvar at indberette det som en arbejdsulykke, ligesom det er arbejdsgiverens ansvar at instruere den unge i korrekt brug af farlige arbejdsredskaber.

Finder sig i for meget

- Mange af de unge, vi møder, finder sig i langt mere, end de bør, fordi de er bange for at miste deres job, hvis de stiller spørgsmål til arbejdsgiverens dispositioner, forklarer Anne Sofie Juul Vejrum.

For mange af de unge er sommerferiejobbet deres første møde med arbejdsmarkedet, og de kender ikke de regler og love, de er omfattet af. Desuden er der mange unge, der ikke taler med andre om deres arbejdsforhold.

- 161 af de i alt 521 unge, vi har mødt i år, fortalte, at de aldrig har diskuteret deres rettigheder og pligter på arbejdsmarkedet med f.eks. deres forældre eller venner. Der er også mange, der aldrig har vist deres ansættelseskontrakt til deres forældre, sige Anne Sofie Juul Vejrum. (Artiklen fortsætter under faktaboksen).

Jobpatruljen 2019 i tal

 

  • 1823 nordjyske virksomheder er blevet besøgt i løbet af uge 28 og 29 mod 1294 sidste år.

  • I alt har de 32 frivillige i Jobpatruljen i Nordjylland interviewet 521 unge fritidsjobbere om forholdene på deres arbejdsplads mod 512 i 2018.

  • 229 sager er sendt videre til faglig opfølgning eller politianmeldelse mod 165 i 2018.

  • Af disse handler de:

  • 40 sager om ansættelsesforhold (i 2018: 16)

  • 97 sager om arbejdstid (i 2018: 69)

  • 54 sager om løn, sygdom og ferie (i 2018: 53)

  • 149 sager om arbejdsmiljø (i 2018: 100)

  • 13 sager om alkohol (i 2018: syv sager).

  • Kun 44 af de unge svarer, at de er medlem i en fagforening.

  • 112 unge svarer, at de ønsker at blive kontaktet af en fagforening.

  • 161 af de unge fortæller, at de aldrig har diskuteret pligter og rettigheder med deres forældre, venner eller arbejdsgiver.

 

Bliver bedre efter besøg

Jobpatruljen kan i år markere sit 40-års jubilæum, og de mange sager i Nordjylland, der kræver en faglig opfølgning, er et klart bevis på, at den årlige kampagne stadig har sin berettigelse. Der er dog også lyspunkter, mener Anne Sofie Juul Vejrum.

- Vi er heldige, at så mange unge nordjyder deltager som frivillige i Jobpatruljen. I år har vi besøgt mange arbejdspladser, som vi ikke tidligere har besøgt, og det er helt klart med til at trække antallet af sager op. Til gengæld oplever vi også, at de virksomheder, vi tidligere har besøgt, ofte har fået bedre styr på tingene, når vi kommer igen året efter. Det er uhyre positivt at se, at vores kampagne har den effekt, siger Anne Sofie Juul Vejrum.

Læsø var en slags "sort plet"

I år besøgte Jobpatruljen for første gang Læsø. Her talte de frivillige med 11 unge, og efterfølgende måtte hele ni sager sendes til faglig opfølgning. De fem af sagerne handler om overtrædelser af reglerne om de unges arbejdstid.

 

På landsplan ligger Nordjylland på andenpladsen efter Sjælland, når det kommer til antallet af unge, der er blevet interviewet.