Din mening tæller, når der skal forhandles overenskomst. Derfor vil HK Handel Sydjyllands medarbejdere i den kommende tid forsøge at få dig og alle dine kolleger i tale.

- Når der næste år skal forhandles overenskomst, er det vigtigt, at vores forhandlere kæmper for de ting, som betyder allermest for medlemmerne. Derfor håber jeg, at rigtigt mange sydjyske medlemmer vil fortælle os, hvad de gerne vil se i deres nye overenskomst, siger Hanne K. Mathiasen, formand for HK Handel Sydjylland.

Den 4. og 11. september vil butiksansatte på gågader og i butikscentre over hele Sydjylland kunne få besøg på deres arbejde. Her vil HK Sydjyllands lokale medarbejdere medbringe postkort, som kan udfyldes med det samme, og som giver mulighed for at tilkendegive, hvad der betyder mest for den enkelte.

Hvis du ikke støder på HK Sydjyllands ansatte, er der stadig rig mulighed for at give dine ønsker til kende. Du kan sende dem til OK2020@hk.dk eller på en sms til 1919 med teksten OK2020 efterfulgt af dit krav. Sidste frist for indsendelse af krav er 1. november.

Som en ekstra motivationsfaktor har HK Handel sat en række lodtrækningspræmier på spil blandt dem, der sender krav og ønsker ind. Du kan være så heldig at vinde et Comwell-ophold for 2, en Smartbox eller en biograftur for to med guf.

Hvorfor er det i det hele taget så vigtigt?

Det er din overenskomst og ikke lovgivningen, der sætter rammerne for bl.a. din løn, pension, tillæg, efter- og videreuddannelse og meget mere. Derfor er du bedre stillet med en overenskomst, end hvis du arbejder et sted uden overenskomst.

Den fælles overenskomst bliver forhandlet med arbejdsgiverne af HK Handel, og næste overenskomstforhandlinger er primo 2020. Den nye overenskomst skal gerne være færdig til marts, hvor du så som medlem kan stemme om den ved urafstemningen.

Du kan læse meget mere her.

DU ER SIKRET MED OVERENSKOMSTER

Overenskomster (OK) er aftaler om løn- og arbejdsvilkår – og arbejder du på en arbejdsplads med OK, så forhandler vi for dig. Vi arbejder desuden hele tiden for at sikre alle medlemmer en overenskomst. Vi er eksperter på området, og derfor kan du altid få vejledning om, hvilke bestemmelser der gælder for dig. I nogle overenskomster er det muligt, at den enkelte arbejdsgiver og de ansatte kan forhandle lokalt. Hvis det gælder for dig, så vejleder vi dig i, hvordan du bedst gennemfører den slags forhandlinger.