Anja Camilla Jensen

Anja Camilla Jensen stiller op som næstformand for HK/Privat. Vi har stillet hende seks spørgsmål for at blive klogere på, hvor hun mener, at HK/Privat i fremtiden skal lægge sine kræfter.

Sloganet for HK/Privats kongres i denne måned er ”Sammen kan vi mere”. Hvad betyder fællesskab for dig?
- For mig er fællesskab ALT i mange dele af livet - men selvfølgelig ikke mindst i det faglige arbejde. Så det er et fantastisk kongresslogan. Vi skal insistere på, at det er fællesskabet, som skaber resultater, og derfor er det også en afgørende og rigtig kurs, HK/Privat er på. Jeg er megastolt over at være HK’er og vil kæmpe for, at alle ser, at vi ingenting er og ingenting har uden det fællesskab.

Læs mere om HK’s kongres her
Hvad skal HK/Privat prioritere højere i de kommende år?
- Det er en kæmpe falliterklæring for Danmark, at vi stadig ikke har ligeløn, og der savner jeg, at HK er meget tydeligere. Det lyder lidt banalt, men af og til kan vi HK’ere komme til at glemme os selv i solidariteten med andre faggrupper. Rigtig mange medlemmer pisker rundt og griber alle de bolde, som andre kaster op i luften. Det bliver ofte taget for givet. Vi bliver også slidt på krop og sjæl og er ekstremt presset - og får tilmed for lidt i løn. Vi snakker bare ikke ret meget om det. Se på OK18 for den offentlige sektor. På tv-billeder var der HK-skilte overalt. Men det var ikke HK’erne, der blev talt om eller interviewet.

Hvad er efter din mening HK/Privats hovedopgave i forhold til at medlemmerne får de rette kompetencer gennem efter- og videreuddannelse?
- Der sker allerede meget i HK/Privat, og vi skal fortsat presse på for retten til efteruddannelse. Men vi skal også forpligte arbejdsgiverne til, at der er rammer til det - også i forhold til bemandingen. Flere kommer ikke af sted, fordi de bekymrer sig om at bebyrde kollegerne, eller om at vende tilbage til endnu større bunker. Derudover skal vi være bedre til at afmystificere uddannelse og hjælpe dem, som ikke har været af sted i 20 år.

Hvordan sikrer HK/Privat bedst, at der bliver taget hånd om det psykiske arbejdsmiljø?
- Der findes ingen korte svar. Vi skal først og fremmest have alle till at tage det seriøst. Der mangler respekt for det psykiske velbefindende, og det glæder jeg mig politisk til at tale op. Folk bliver syge af overbelastning og usikkerhed hver eneste dag. Og alligevel er det stort set umuligt at få anerkendt en arbejdsskade som følge af psykisk belastning, og useriøse arbejdsgivere slipper for let af sted med ligegyldighed. Der skal have markante konsekvenser for de arbejdsgivere, som ikke kan modbevise, at medarbejderne er blevet syge af at gå på arbejde.

Hvilken slags næstformand vil du være?
- Jeg vil være en tydelig og stærk næstformand. Det er klart og vigtigt, at der er meget politisk kontakt-arbejde, og det glæder jeg mig vildt til. Men jeg drives meget af den direkte kontakt med medlemmer, tillidsvalgte og virksomheder, og jeg vil gøre en dyd ud af at komme ud af glashuset. For at blive klogere selv og for at sparre med og inspirere andre. En af mine styrker - og måske også engang imellem en lille svaghed - er, at jeg nok bare er lidt frækkere. Og jeg stiller gerne de spørgsmål, som alle andre gerne vil, men ikke tør. Vi skal altid turde sige ”hvorfor?” Og så er jeg stædig.

Hvem er dit forbillede, som du tænker på i dit faglige arbejde?
- Jeg bliver altid lidt stille, når der snakkes om idoler, for jeg synes, at det er vigtigt at sammenligne sig med sig selv og ikke med andre. Der er mange faglige ledere, som inspirerer mig, men hvis jeg skulle pege på én stor inspirator - og det bliver måske lidt cheesy - så må jeg sige min mor. Hun var tillidskvinde for kvinderne i kitler, rengøringen og køkkenpersonalet, på Carlsberg i 70’erne og 80’erne. Hun har virkelig lært mig noget om solidaritet og fællesskab og løfte folks stolthed. Det bruger jeg hver dag og er heldig at have med mig. Så det bliver mooaaar.



Kort om anja camilla jensen

  • 49 år
  • Bor på Frederiksberg
  • Specialkonsulent i forhandlingsafdelingen i Kost og Ernæringsforbundet
  • Medlem af bestyrelsen i Branchesektion Organisationer

 

Tidligere arbejde og politisk hverv

  • Uddannet receptionist med svendebrev fra Hotel Phoenix
  • Faglig sekretær i HK Handel Hovedstaden i 7,5 år
  • Faglig sekretær i 3F Hotel & Restauration i 4 år
  • Tidligere også hotelreceptionist, selvstændig restauratør og salgskonsulent.
  • Medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune for Socialdemokratiet fra 2009-2013 og 2015-2018.

Formandsvalgene på HK/Privats kongres

De delegerede på HK/Privats kongres i september skal vælge både formand og næstformand for de næste fire år. Simon Tøgern genopstiller til posten som formand. Marianne Vind, der har beklædt næstformandsposten siden 2011, genopstiller ikke - hun er blevet valgt ind i EU-Parlamentet for Socialdemokratiet. Pt. har ingen andre end Simon Tøgern og Anja Camilla Jensen meldt sig på banen som henholdsvis formand og næstformand. Man kan dog stille op til posterne helt frem til valghandlingerne den 10. september 2019.