Det var nærmest en revolution, da social og beskæftigelsesområdet for cirka 20 år siden ændrede diskurs og menneskesyn.

Det handlede om at se resurser og muligheder hos den enkelte – uanset hvor små de resurser og lysglimt måtte være. 

Intet var umuligt – og i princippet var alle ”parate”, man skulle bare lige finde ud hvordan, hvorhenne og hvor meget.

Men i en ny debatbog om beskæftigelsespolitikken sætter Mathias Herup Nielsen et kraftigt spørgsmålstegn ved den indstilling.

I bogen ”Optimismens politik” stiller han spørgsmålet, om det menneskesyn i virkeligheden er gået for vidt.

Optimistisk syn stiller krav til alle

Det nye syn blev drevet frem af positive reformuleringer og en ny sprogbrug, som skulle retfærdiggøre, at færre blev tilkendt pensioner og passiv forsørgelse.

Problemer blev til udfordringer. Borgere skulle blive ”parate” til uddannelse eller job, og arbejdet gik ud på at ”matche” arbejdsmarked med borger – alle kunne, hvis bare de ville.

Men den positive og optimistiske tilgang har også en bagside, lyder en af Michael Herup Nielsens pointer til en artikel i Politiken (kræver abonnement).

- Mange svage, syge og udsatte borgere kommer til at opleve et system, der ikke vil dem det godt. Der opstår en kløft mellem system og borger, fordi systemet som udgangspunkt ikke tror på, at borgeren IKKE kan.

Positivt syn er godt, meeen ..

For Mads Samsing, næstformand i HK Kommunal, er det en helt relevant debat at sætte lys på.

- Det er jo grundlæggende positivt, at vi indretter politikken ud fra at vi tror på, at alle har noget at bidrage med, men det må ikke blive en sådan måde, at ledige og sygemeldte mødes med mistillid og mistænkeliggørelse. Selvom langt de fleste forløb på jobcentrene går godt og til alles store tilfredshed, så er der altså mange borgere, der kommer i klemme.

 

Bogen ”Optimismens politik” er udgivet på forlaget Frydenlund og skrevet af Mathias Herup Nielsen, kandidat i forvaltning fra RUC og ph.d i statskundskab fra Aalborg Universitet.