Der er håb om et skridt i den rigtige retning for den kommunale velfærd efter den økonomiaftale, som regeringen har indgået med KL. Det vurderer HK Kommunals formand Bodil Otto, der dog fortsat er bekymret for, at nogle kommuner vil være nødsaget til sparerunder også næste år.

- Jeg anerkender, at man ikke kan løse alle problemer på en gang. Og aftalen er fornuftig og peger generelt i den rigtige retning. Men jeg forudser, at vi alligevel desværre vil se sparerunder i flere kommuner i 2020. Det skyldes, at mange kommuner er så udsultede efter mange år med udhuling af økonomien, siger Bodil Otto.

Væk med omprioriteringsbidraget

Regeringen har aftalt med KL, at omprioriteringsbidraget afskaffes. Sammen med et økonomisk løft betyder det i alt 2,2 milliarder kroner til at styrke kommunernes økonomi fra næste år. En stor del af pengene går til udgifter til flere børn, ældre og handicappede borgere. Samtidig afsættes der 1,3 milliarder kroner til anlæg.

- Jeg kan også konstatere, at kommunerne skal effektivisere for 500 millioner kroner årligt. Her opfordrer jeg til, at kommunerne lytter til de medarbejdere, der sidder med opgaverne. Vi har set mange eksempler på, at kommuner har fyret dygtige administrative medarbejdere, hvorefter opgaverne blot er blevet væltet over på andre faggrupper, som så har fået mindre tid til undervisning eller pleje af børn, ældre og handicappede. Det er en elendig løsning for alle. Så mit råd til kommunerne skal være at kigge på opgaverne. Og hvis de ikke forsvinder, er det en meget dårlig ide at spare på medarbejderne, siger Bodil Otto.

De administrative medarbejdere står klar

Til gengæld mener HK Kommunals formand, at der er behov for, at kommunerne kigger på den generelle opgaveløsning, så man sikrer sig, at man hele tiden har den rette arbejdskraft til de rette opgaver.

- Der skal investeres i IT-løsninger, og der skal digitaliseres. Det er meget vigtigt, at man også har arbejdskraften til at vedligeholde systemerne og få noget ud af den data, der genereres. Her står de administrative medarbejdere klar. Der er ingen tvivl om, at en velfungerende og professionel administration er forudsætningen for, at eksempelvis pædagoger, lærere og sosu’er kan udføre deres arbejde. Og at borgerne oplever en forvaltning, hvor den ene hånd ved, hvad den anden laver, siger Bodil Otto.

Personalet kan ikke løbe stærkere

HK Kommunals formand konstaterer, at personalet i kommunerne er blevet skåret helt ind til benet – og flere steder ind i benet.

- Kommunerne har mistet omkring 30.000 ansatte gennem ti år. Det kan borgerne mærke, og det kan de ansatte mærke. Personalet kan ikke løbe stærkere, og det håber jeg, de kommunale arbejdsgivere anerkender, siger Bodil Otto.

Hun er ærgerlig over, at regeringen har valgt at opretholde sanktionssystemet, hvor kommunerne blandt andet straffes, hvis de overskrider budgettet.

- Den del havde vi gerne set lempet, så kommunerne fik mere frihed, siger Bodil Otto.