En af sommerens historier i blandt andet Politiken var, at medarbejdere i det offentligt, blandt andet på hospitalerne, nærmest ikke havde andet at lave end at snage i borgeres data og journaler.

Den række af artikler har fået Kirsten Christensen til tasterne.

- Jeg bliver ualmindelig vred og ked af det, når jeg læser om de anklager, som ligger i det. De får det til at lyde som, at vi er utidigt nysgerrige og ikke respekterer regler og tavshedspligt.

Hun er til daglig klagesagsbehandler på Hvidovre Hospital og mærker den snigende mistænkeliggørelse, som historierne fører med sig.

- Men jeg er blevet opfordret fra flere faggrupper om at råbe op om det, for problemet er, at jo mere vi bliver mistænkeliggjort desto sværere bliver det for det for patienter og pårørende at få et tillidsfuldt forhold til sundhedsvæsenet og dets personale.

Bliver så besværligt at være hjælpsom

For Kirsten Christensen handler det i bund og grund blot om, at hun og hendes kolleger prøver at udføre deres arbejde på en smidig og fleksibel måde - på trods af stive IT-systemer som fx Sundhedsplatformen.

- Vi er vant til at hjælpe hinanden tværfagligt, fx hjælpe en overlæge i tidsnød, med at finde oplysninger om en patient. Logningen af sådan hjælp kommer til at fremstå som en utidig snagen, men for os handler det bare om at være fleksible og hjælpe hinanden, men jeg mærker at folk nu nærmest er berøringsangste for at hjælpe hinanden på den måde.

Dertil kommer de mange gange, hvor man som administrativ medarbejder ikke har et CPR-nummer at gå ud fra, hvis fx en pårørende eller en instans henvender sig, og man kun har et navn – lad os sige; Hanne Jensen – at gå ud fra.

En søgning på rette Hanne Jensen vil uværligt medføre opslag hos mange forkerte Hanne Jensen’ner – og dermed fremstå som snagen.

Kirsten Christensen har derfor et opråb om, at især medier prøver at sætte sig ind, hvorfor en medarbejder kan se ud til at være logget på bestemte journaler mange gange eller hvorfor hun har opsøgt ”irrelevante” borgeres data.