Anna-Lise Rønde

- Det er rigtig vigtigt, at vi er tilpasset i vores arbejdsliv, og at her er rart at være for alle. Det går jeg højt op i, ikke mindst som leder. Da jeg i efteråret så en pjece fra HK om uddannelsen som trivselskoordinator, blev jeg nysgerrig, fortæller Anna-Lise Rønde, chef for internt salg.

Ny uddannelse med fokus på trivsel

Anna-Lise tog med til et informationsmøde om uddannelsen på Erhvervsakademiet i Herning, som HK har udviklet uddannelsen i samarbejde med, og det skærpede interessen. I februar begyndte hun på ”Trivsel i organisationen”, det første modul af i alt tre moduler.

- Jeg var da lidt spændt på de andre deltageres alder, men det viste sig at være unødvendigt, for vi var et rigtig godt hold i alderen 32-62 år. Nogle var ledere og resten medarbejdere uden lederansvar, og så kom vi fra vidt forskellige brancher. Det gav et godt mix, mener Anna-Lise.

Hun fremhæver netop de mange gruppediskussioner på tværs, hvor deltagerne lærte af hinandens erfaringer som noget, hun har fået rigtig meget ud af.

Om kort tid skal Anna-Lise i gang med modulet ”Coaching og Konflikthåndtering”. Sidste modul til foråret er kommunikation. Hvis Anna-Lise ønsker det, kan hun derefter afleveret en afsluttende rapport og blive certificeret.

- Uddannelsen som Trivselskoordinator er et super initiativ, og jeg håber rigtig mange tilmelder sig holdet her i efteråret, lyder det fra Anna-Lise

Konkrete metoder er taget i brug

Ideen bag uddannelsen til trivselskoordinator er at give deltagerne teoretisk viden og praktiske metoder, man med det samme kan bruge til at øge arbejdsglæde og dæmme op for stress på

deres arbejdspladser. Og stress var et ikke ukendt fænomen på Anna-Lises hold:

- En del af vores kursushold havde selv haft stress tæt inde på kroppen, hvilket viser, hvor alt for almindeligt stress desværre er. Jeg var selv stress ramt i en periode i 2004 og ved, at stress koster, og at det bestemt er noget man skal undgå. At have været det igennem skærper opmærksomheden på, at man altså skal passe på. Desuden er jeg i dag meget opmærksom på, om nogen er på vej ud på et skråplan, siger Anna-Lise.

Hun ser frem til de næste moduler på uddannelsen, og hun er så småt begyndt at bruge sin nye viden på arbejdet hos Dansk Wilton A/S:

- Vores samarbejdsudvalg (SU) havde længe talt om at lave en trivselsundersøgelse for at få en pejling af hvordan de cirka 85 medarbejdere på Dansk Wilton trives. Jo flere vi bliver, jo mere forskellige er vi også. Netop fordi jeg er ved at tage uddannelsen, har jeg været lidt indblandet i spørgsmålenes udformning. Det er dejligt at kunne bruge det, jeg har lært, lyder det fra kontorchefen.

Undersøgelsen er netop nu ude hos medarbejderne, og resultatet ventes slut i september.

Om Anna-Lise Rønde

Anna-Lise Rønde er chef for Internt Salg på Dansk Wilton A/S og har været ansat i virksomheden gennem 34 år. Hun er oprindelig speditør, men startede i et deltidsjob på Wilton, efter børnene kom til, og der var brug for mere familievenlige arbejdstider. Det var dengang, de kun sad tre på kontoret i Herning, hvor Anna-Lise både håndterede transport og salg. Arbejdsdagen har ændret sig meget siden for Anna-Lise, der i dag har fået mange flere kollegaer. Hun har gennem de sidste 12-13 år været leder af Internt Salg, og er i dag også en del af virksomhedens ledergruppe.

Dansk Wilton A/S

Tæppeproducenten Dansk Wilton A/S er en klassisk midt- og vestjysk iværksætterhistorie I industrialiseringen.

Firmaet blev grundlagt i 1953 som ”Johannes Jensens tæppefabrik”, en lille produktionsvirksomhed i laden på en gammel gård. I 1966 blev det nuværende hovedkvarter i Herningforstaden Birk opført, og i 70’erne blev kundekredsen international, og navnet ændret til Dansk Wilton A/S. Virksomheden producerer den dag i dag kun i Herning, og det er fortsat tæpper af høj kvalitet og et lige så højt serviceniveau, der er virksomhedens kendetegn. I dag arbejder omkring 85 medarbejdere på Dansk Wilton A/S. 

 

DU KAN OGSÅ BLIVE TRIVSELSKOORDINATOR

Få teoretisk viden og praktiske redskaber, så du kan være tovholder for at arbejde med trivsel på din arbejdsplads.
Trivselskoordinator er en ny uddannelse på 3 akademiforløb med afsluttende certificering. Udviklet i samarbejde mellem Erhvervsakademi Midtvest og HK MidtVest.  

Se meget mere om uddannelsen her.