Et postkort og en powerbank er sendt til de nye lægesekretærelever fra DL Elevers Landsudvalg. Måske har du som TR også fået hilst på nye elever på din arbejdsplads?

Det betyder rigtig meget for eleverne, at de møder tillidsrepræsentanten, så de ved, hvor de kan henvende sig for gode råd og vejledning. Det har også stor betydning for, om de melder sig ind i HK og bliver en del af fællesskabet.

Frontløberuddannelse for elever og nyuddannede

Hvis du blandt 2.-årselever eller lægesekretærer, der er færdiguddannede inden for de seneste to år, har spottet HK-medlemmer, der har flair for at gøre en forskel for fællesskabet, må du meget gerne gøre dem opmærksomme på HK’s frontløberuddannelse. Det er det tilbud til unge medlemmer, der tidligere har heddet ”HK’s talentuddannelse”.

Frontløberuddannelsen tager udgangspunkt i temaerne relationer og kommunikation, organisering og systematik samt lederskab og følgeskab, og uddannelsen strækker sig over tre weekendmoduler på Konventum i Helsingør her i starten af 2020:

  • 24.-26. januar
  • 28. februar-1. marts
  • 27.-29. marts

Der er tilmeldingsfrist 25. oktober 2019.

Læs om uddannelsen på hk.dk, hvor der også er link til ansøgning om optagelse.

Der er lavet en lille flyer, som du kan tage med til en snak med en kandidat til uddannelsen. Den kan hentes her.

Elevdage i november og december

Elevdagene for lægesekretærelever afholdes 27. november i Århus og 11. december i København eller Roskilde. Elevdagene er for alle nye lægesekretærelever, og det er gratis at deltage. Du vil som lægesekretær-TR få yderligere information og link til omtale af elevdagene i næste TR-nyhedsbrev fra HK Kommunal, men det er måske en god idé, at du som TR allerede nu "gøder jorden" for elevernes deltagelse.